Andre nyheder

lør, 08 feb 2025

af Mikkel Preisler

Partier vil ikke støtte grønlandske søsterpartier økonomisk

Danske partier må gerne støtte grønlandske partier i Inatsisartut med bidrag, fastslår grønlandsk lov, der blev vedtaget tirsdag. (Arkivfoto).
Sarah Meyssonnier/Reuters Danske partier må gerne støtte grønlandske partier i Inatsisartut med bidrag, fastslår grønlandsk lov, der blev vedtaget tirsdag. (Arkivfoto).

Da det grønlandske parlament, Inatsisartut, tirsdag vedtog en lov, der forbyder udenlandske donationer til partier og politikere, blev det tydeliggjort i loven, at de grønlandske partier fortsat må modtage "bidrag" fra deres danske søsterpartier i Folketinget.

Det fik en grønlandsk oppositionspolitiker til at erklære, at man nu havde "godkendt, at danske interesser kan påvirke valg i Grønland".

Men ingen af de i alt fire danske søsterpartier støtter i dag deres grønlandske samarbejdspartnere med økonomiske bidrag. Og de har heller ikke planer om at gøre det i den valgkamp i Grønland, der netop er startet.

Det oplyser Socialdemokratiet, Venstre, SF og Liberal Alliance, der alle har et grønlandsk søsterparti.

Det samme bekræftes af de to grønlandske partier, Siumut og Atassut, der er vendt tilbage på Ritzaus henvendelse.

Venstre oplyser dog, at partiet tidligere har støttet sit søsterparti, Atassut, økonomisk.

- Som søsterparti har Venstre og Atassut en tæt dialog, der blandt andet også indeholder generel rådgivning, sparring og erfaringsudvekslinger, der går begge veje, og for mere end ti år siden bistod Venstre også Atassut med et mindre økonomisk bidrag, men for nuværende er der ingen planer om at genoptage den økonomiske støtte, oplyser Venstre i et skriftligt svar.

Både Socialdemokratiet og SF oplyser, at der er former for faglig sparring mellem partierne og deres grønlandske søsterpartier, regeringspartierne Siumut og Inuit Ataqatigiit. Men ingen økonomisk støtte.

- Et par gange de senere år har Siumut haft en medarbejder på nogle dages praktikophold i Socialdemokratiet. Vi har også haft en konsulent i Grønland for at holde oplæg, siger Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg, i en skriftlig kommentar.

Liberal Alliance har heller ikke støttet sit søsterparti, Demokraatit, økonomisk, oplyser partiets presseafdeling. De to partier indgik et samarbejde i januar i år.

Dansk støtte til grønlandske partier skabte debat, da Grønlands parlament tirsdag hastebehandlede forslaget om at forbyde udenlandske donationer.

Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq tolkede partiet Naleraq det oprindelig lovforslag sådan, at det også ville forbyde partierne at modtage penge fra Folketinget.

Sådan skulle lovforslaget dog ikke læses.

Derfor blev et ændringsforslag lavet og vedtaget, der fastslog, at "forbuddet ikke omfatter bidrag fra registrerede partier inden for kongeriget. Formålet hermed er at muliggøre, at grønlandske partier fortsat vil kunne modtage bidrag fra eksempelvis et dansk "søsterparti" i Folketinget".

Det udpensles ikke præcis, hvad bidrag dækker over.

Men ændringsforslaget mødte kritik fra Naleraq, der som det eneste af de fem partier i Grønlands parlament ikke har et dansk søsterparti.

- Vi synes lovforslaget var ok, fordi man kunne dæmme op for danske økonomiske interesser. Nu har man godkendt, at danske interesser kan påvirke valg i Grønland, lød det under lovbehandlingen fra Naleraq-formand Pele Broberg ifølge Sermitsiaq.

Og derfor valgte Naleraq at stemme hverken for eller imod lovforslaget, der endte med at blive vedtaget med et klart flertal.

Straks efter loven blev vedtaget, blev der udskrevet valg i Grønland. Det skal afholdes 11. marts.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere
McLaren F1-designeren kritiserer moderne bilers aggressive look Peter Stevens: "Bilernes design er blevet for aggressivt" Læs mere
Tivoli ansætter ny kommerciel direktør Pia Kirkeskov Andersen ansat som ny kommerciel direktør i Tivoli Læs mere