Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Der var 2,7 millioner tyske overnatninger i danske feriehuse i august.
Det bringer totalen for højsæsonen i juli og august op på 4,96 millioner tyske overnatninger, hvilket er rekord.
- Sidste år bød også på rekord i antallet af tyske gæster, men den kraftige efterspørgsel på feriehuse er altså fortsat med fuldt tryk i år, lyder det fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer i en kommentar.
De tyske gæster stod for 60 procent af overnatningerne i juli og august.
Derimod var der færre svenske og norske overnatninger i forhold til sidste år, hvilket formentlig skyldes landenes egne relativt svage valutaer, påpeger privatøkonomen.
Desuden kan man ikke komme udenom, at de voldsomme hedebølger i Sydeuropa har været til Danmarks turistmæssige fordel.
Sådan lyder det fra branchedirektør i Dansk Erhverv Lars Ramme Nielsen. Han påpeger, at der ses en generel rejsetrend i retning mod nordlige himmelstrøg.
Mens tyskerne fyldte de danske sommerhuse i juli og august, holdt mange danskere sig dog væk.
Det samlede antal overnatninger i højsæsonen lyder på 8,12 millioner. Det er en smule højere end sidste år, men lavere end i 2020 og 2021.
- Det er ikke fordi, danskerne er forsvundet fuldstændig fra det hjemlige ferielandskab, men efterspørgslen er bare vendt retur til tiden før corona, siger Brian Friis Helmer.
/ritzau/