Andre nyheder

tir, 19 nov 2024

Rektorer slår fast i ny rapport: Kandidatreforms mål er urealistisk

Med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i front præsenterede regeringen, De Konservative, Liberal Alliance, SF og Danmarksdemokraterne 27. juli 2023 den såkaldte kandidatreform, som partierne havde indgået aftale om. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i front præsenterede regeringen, De Konservative, Liberal Alliance, SF og Danmarksdemokraterne 27. juli 2023 den såkaldte kandidatreform, som partierne havde indgået aftale om. (Arkivfoto).

Rektorerne på landets otte universiteter samt de studerendes talerør vurderer, at det kan blive "særdeles vanskeligt" eller ligefrem "urealistisk", at den store reform af kandidatuddannelser kan implementeres som politisk aftalt.

Det fremgår af det såkaldte kandidatudvalgs længe ventede afsluttende afrapportering, som skal danne grundlag for, hvordan kandidatreformen implementeres. Ritzau er i besiddelse af rapporten, der forventes at blive offentliggjort onsdag.

I kandidatreformen, der blev vedtaget i sommeren 2023, lød den politiske ambition, at 20 procent af de kandidatstuderende fra 2032 skal optages på helt nye erhvervskandidater, mens 10 procent skal optages på forkortede kandidatuddannelser på et år og tre måneder.

En delrapport fra kandidatudvalget i sommer viste dog, at det kun var realistisk, at 7 procent af de studerende kan optages på erhvervskandidater.

Dermed ville 23 procent i stedet skulle optages på de forkortede kandidatuddannelser, da den samlede omlægning skal være 30 procent.

Og den vurdering har ikke ændret sig i den færdige afrapportering.

- Det er vores vurdering, at det ikke er realistisk at kunne indfri alle de politiske ambitioner inden for reformens nuværende rammer, lyder det i en fælles udtalelse fra rektorerne i rapporten.

Det er inden for reformøkonomiens begrænsninger ikke muligt at etablere erhvervskandidater, som vil være attraktive for både virksomheder og studerende, vurderer rektorerne.

Kandidatudvalget, der blev nedsat med kandidatreformen, består af 15 medlemmer, hvor departementschefen i Uddannelses- og Forskningsministeriet er formand.

Universitetsrektorerne og repræsentanterne fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF) udgør to tredjedele af udvalget.

DSF har ligesom rektorerne lavet en udtalelse i udvalgets rapport.

- At størstedelen af udvalgets medlemmer laver mindretalsudtalelser, tror jeg meget godt viser, hvordan arbejdsformen har været, siger Esben Bjørn Salmonsen, forperson for DSF, til Ritzau.

Han mener, at politikerne skulle have lyttet til kandidatudvalget, da delrapporterne viste, at det var "rigtig svært at få enderne til at mødes".

Esben Bjørn Salmonsen opfordrer nu forligskredsen bag reformen til at "ændre på nogle grundforudsætninger i aftalen".

Bag kandidatreformen står regeringen, De Konservative, SF, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

Hos De Konservative er det afgørende, at målsætningerne fra den politiske aftale overholdes.

- Hvis rapporten viser, at det ikke er muligt at oprette 20 procent erhvervskandidater, og at det er urealistisk, at der er nok studerende, der søger dem, så er der et problem.

- Enten skal regeringen skabe tryghed om den politiske aftale, der er indgået, eller også må regeringen bremse op, så vi kan kigge på aftalen igen, siger uddannelsesordfører Lise Bertelsen.

Aktører som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Akademikerne har tidligere opfordret regeringen til at sætte reformen på pause og genbesøge aftalen.

I oktober sagde uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), at hele forligskredsen "står vagt" om aftalens målsætninger og henviste til, at kandidatudvalget er på vej med den sidste rapport.

- Med den i hånden vil jeg se, om det giver anledning til nogle justeringer, sagde hun.

Tirsdag siger Egelund følgende i en skriftlig kommentar:

- Jeg vil ikke kommentere lækkede papirer, men jeg kommer selvfølgelig til at drøfte rapportens indhold med forligspartierne, rektorer, erhvervsliv og studerende.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere