Politik

tor, 21 nov 2024

af Mikkel Preisler

Minister vil vente med at skride til handling efter kandidatkritik

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) mener altid, der vil være vanskelige ting i arbejdet med større reformer. Men hun lytter til kritik, der er rejst af rektorer af kandidataftale. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) mener altid, der vil være vanskelige ting i arbejdet med større reformer. Men hun lytter til kritik, der er rejst af rektorer af kandidataftale. (Arkivfoto).

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) er "hverken døv eller blind" og lytter på de bekymringer, der rejses af landets rektorer i det såkaldte kandidatudvalg i en kritisk rapport om kandidatreformen.

Her lyder det, at nogle af dens politiske mål er urealistiske at opnå.

Egelund afviser dog på nuværende tidspunkt at drage nogen endegyldige konklusioner:

- Der vil altid være ting, der er vanskelige og vækker bekymring undervejs, siger hun til Ritzau.

En række forligspartier har ønsket en genforhandling af rapporten. Ministeren svarer heller ikke her hverken ja eller nej til, om det skal ske.

Nu skal rapporten nærlæses, og så skal hun tale med forligspartierne. Derefter må man lægge sig fast på, hvad der skal ske, siger hun.

- Jeg synes jo, at udvalgets afrapportering tegner et billede af, at noget kører, og det synes jeg, det gør, når man kigger på reformen i det hele taget, siger hun.

I kandidatreformen, der blev vedtaget i sommeren 2023, lød den politiske ambition, at 20 procent af de kandidatstuderende fra 2032 skal optages på helt nye erhvervskandidater.

10 procent skal optages på forkortede kandidatuddannelser på et år og tre måneder.

Men det er urealistisk, at så mange studerende kan optages på erhvervskandidaterne, lyder det fra landets otte rektorer og også fra de studerende.

De er repræsenteret af Danske Studerendes Fællesråd i kandidatudvalget. Sammen udgør rektorer og studerende to tredjedele af kandidatudvalget.

Kandidatudvalgets rapport blev offentliggjort onsdag.

Og da den politiske aftale siger, at der skal omlægges 30 procent i alt, vil det betyde, at flere studerende skal på de korte kandidatuddannelser, når færre kommer på erhvervskandidaterne.

Universitetsrektorerne og repræsentanterne fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF) udgør to tredjedele af udvalget.

Uddannelsesministeren kalder sig selv for "et kedeligt gemyt, der ikke konkluderer på forhånd".

- Nu har vi modtaget rapporten, læst den, og så taler vi med hinanden og aktørerne i forligskredsen, som er relevante for, at vi kan nå de mål, vi har sat os, siger hun.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kina advarer EU: Handelskrig om elbiler vil ramme danske forbrugere hårdt Kinas handelsminister Wang Wentao opfordrer nu EU til at løse striden omkring h... Læs mere
Clara Tauson udnyttede ikke chancen Clara Tauson fik en uventet mulighed da spanske Paula Badosa fik rygproblemer Læs mere
Henrik Sass Larsen stopper som direktør i Aktive Ejere Tidligere topminister Henrik Saas Larsen tvunget til at gå: Tiltalt i alvorlig ... Læs mere
Millioner af europæiske støttekroner fastfrosset i USA – Danske virksomheder risikerer at blive fanget Flere europæiske lande kæmper netop nu med at få penge tilbage, som USA har t... Læs mere