Andre nyheder

ons, 29 maj 2024

Salget af børneudstyr får Røde Kors’ genbrugsforretning til at vokse

Røde Kors Genbrug solgte sidste år for over 300 millioner kroner. (Arkivfoto).
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix Røde Kors Genbrug solgte sidste år for over 300 millioner kroner. (Arkivfoto).

Det bliver stadig mere populært for danskerne at handle brugte varer.

Det kan mærkes hos Røde Kors, hvis genbrugsbutikker sidste år solgte for 302 millioner kroner. Det svarer til en vækst på syv procent på et år.

Dametøj er fortsat den mest populære varegruppe blandt kunderne, men kategorier som børneudstyr og boligtilbehør har det seneste år oplevet pæn vækst.

Førstnævnte voksede med ti procent fra året før, fortæller Tina Donnerborg, der er chef for Røde Kors Genbrug, i meddelelsen.

- Der er stort set ikke længere de ting, vi ikke kan sælge ude i butikkerne, for kunderne har vænnet sig til, at det giver mening at se, om en given vare findes brugt, før man går ud og investerer i nyt.

- Og vores frivillige i butikkerne lægger et enormt arbejde i at udvælge, prissætte og udstille varerne, så de fremstår pænt, siger hun.

Den højere omsætning har også haft en positiv indvirkning på indtjeningen. Den voksede med syv procent til 107 millioner kroner i 2023, hvilket ikke før er set højere.

Røde Kors bruger disse millioner på nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og i udlandet.

Organisationen har 260 genbrugsbutikker fordelt over hele landet. Fem af dem er åbnet i år.

Den del af forretningen vil man fortsat forsøge at udvikle, fordi der i det hele taget er en voksende interesse for at besøge de fysiske butikker.

- Kunderne er der, og de går særligt efter at gøre det gode fund uanset i hvilken kategori, siger Tina Donnerborg.

- Og så ved vi, at deres næststørste motivationsfaktor for at købe genbrug er klimaet. Det skal vi understøtte alt det, vi kan, blandt andet ved at sørge for, at udvalget er stort og ikke mindst tilgængeligt over hele landet.

- Det er der, vi lægger vores fokus de kommende år.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere