Andre nyheder

ons, 04 okt 2023

af Redaktør

SAS reddet fra konkurs med øget ejerandel fra den danske stat

Gruppen af investorer består af investeringsselskabet Castlelake, flyselskabet Air France KLM, Lind Invest med den danske erhvervsmand Henrik Lind og den danske stat. Det oplyser SAS i pressemeddelelse kort tid før et planlagt pressemøde i luftselskabets hovedsæde i Stockholm. I alt vil investorerne investere 12,9 milliarder svenske kroner i SAS, hvilket er mere end de godt ni milliarder, som luftfartsselskabet oprindeligt gik efter for at komme ud af den Chapter 11-proces, som selskabet er i. Ifølge pressemeddelelsen vil den danske stat øge sin ejerandel fra nuværende 21,8 procent til 25,8 procent. Sammen med Danmark bliver det globale investeringsfirma Castlelake storaktionærer i SAS. Castlelake vil have en ejerandel på 32 procent, og har dermed den største andel i SAS. Flyselskabet Air France KLM kommer til at stå for cirka 20 procent, mens Lind Invest vil eje knap ni procent. I juli 2022 gik SAS til en amerikansk konkursdomstol og bad om at få sat gang i en konkursbeskyttelse, en såkaldt Chapter 11-proces. Den havde til formål at beskytte selskabet mod kreditorer, der vil have deres penge omgående, mens SAS omstrukturerer. Domstolen godkendte SAS' planer om at finde nye ejere. Imens har SAS blødt milliarder og er blevet holdt i live af blandt andet et milliardlån fra kapitalfonden Apollo Global Management og en tilkendegivelse fra den danske stat om at være åben over for at øge sin ejerandel. SAS' ambition har været at finde ny kapital for mindst 9,5 milliarder svenske kroner i selskabet. Der har tidligere været gisninger om, at Apollo ville blive en af de helt store aktionærer i SAS, da kapitalfonden tidligere har meddelt, at den var klar til at konvertere det lån, som SAS optog i forbindelse med konkursbeskyttelsesprocessen. Detaljerne i den nye aftale mellem de nye ejere og SAS mangler at komme helt på plads, skriver luftfartsselskabet. Derudover skal transaktionen også godkendes som en del af Chapter 11-processen. /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere