Andre nyheder

tir, 19 nov 2024

SF vil sende borgerforslag om for tidligt fødte børn på finansloven

Signe Munk og SF ser ikke håb for at kunne fremtvinge kæmpestore ændringer i finansloven for næste år. Derfor går partiet efter at sætte mindre, men afgørende aftryk, lyder det. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Signe Munk og SF ser ikke håb for at kunne fremtvinge kæmpestore ændringer i finansloven for næste år. Derfor går partiet efter at sætte mindre, men afgørende aftryk, lyder det. (Arkivfoto).

SF, der lige nu forhandler finanslov for næste år med regeringen, vil fjerne den øvre grænse på tre måneders forlængelse af barslen for forældre med for tidligt fødte børn.

Det oplyser politisk ordfører Signe Munk til Ritzau.

- Vi ønsker, at familierne får ro på. Det er en svær start på forældreskabet, siger hun.

I dag er det desuden sådan, at barslen påbegyndes, så snart man er udskrevet fra hospitalet - og tæller altså ikke eventuel behandling i hjemmet med.

Det skal også laves om, så barslen ikke starter ved hjemmebehandling ifølge SF. På den måde er der mere tid til forældrene.

Partiet tager ønskerne med ind til finanslovsforhandlinger, og Signe Munk ser "god mulighed for fremkommelighed", når det gælder om at få det opfyldt.

Forslaget er afstedkommet af et borgerforslag med over 14.000 støtter, som har til hensigt at give mere støtte til forældre med præmaturt fødte børn.

615 børn blev i 2023 født før uge 32. Det defineres som meget tidligt fødte børn. Så det er altså ikke noget meget stort antal.

Men det kan have stor betydning for de forældre og børn, der oplever det, at der kommer mere hjælp, siger Signe Munk, der selv i sin uddannelse til sygeplejerske har arbejdet på en stue med forældre til meget tidligt fødte børn.

- Der er brug for, at det eneste, forældrene har blik for, er det barn, de har fået, som er for tidligt født, siger hun.

Munk siger, at finanslovsforhandlingerne går "stille og roligt". Hun ser ikke muligheder for at få ændret stort på finansloven for 2025.

Derfor forsøger man sig med mindre, men vigtige politiske forslag som denne og satser på at få dem igennem, lyder det.

Partiet har regnet på sagen. En fjernelse af den øvre grænse samt nye regler omkring hjemmebehandlingen ventes med en portion usikkerhed at koste i lejet af 30 millioner kroner.

Spørgsmål: Men kan det ikke fluktuere enormt, hvad der er brug for, alt afhængig af hvor mange børn der fødes for tidligt?

- Selvfølgelig vil det være afgjort af, hvor mange børn der fødes for tidligt, og hvor mange der vælger hjemmebehandling i forløbet. Men det er jo trods alt en overskuelig gruppe. Det er jeg helt tryg ved, at det store milliardstatsbudget kan holde til, siger Signe Munk.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske unge får 15 millioner til Europa-rejser Regeringen har lørdag lanceret EuropaPuljen. Puljen skal bidrage til forståels... Læs mere
Ministre vil have Google til at stoppe eksperiment i Danmark Google har igangsat et tiltag, hvor danskere ikke kan søge nyhedsartikler frem ... Læs mere
Justitsministeren takker nej til kongelig orden Imens en række socialdemokrater i den seneste tid har modtaget ordener, siger j... Læs mere
EU godkender kæmpe amerikansk Novo-opkøb Novo Nordisk er kommet et skridt nærmere på at foretage amerikansk opkøb. Det... Læs mere
Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske n... Læs mere