Andre nyheder

man, 08 jul 2024

Udsigt til fred i Gaza sender Mærsk-aktier 10 procent ned

En fredsaftale mellem Hamas og Israel vil øge chancen for, at det igen bliver muligt for skibe at passere Suez-kanalen uden at blive angrebet på vejen. (Arkivfoto).
Rene Van Quekelberghe/Reuters En fredsaftale mellem Hamas og Israel vil øge chancen for, at det igen bliver muligt for skibe at passere Suez-kanalen uden at blive angrebet på vejen. (Arkivfoto).

Aktionærer i A.P. Møller-Mærsk har siden fredag morgen måtte se deres aktiers værdi skrumpe med knap 10 procent.

Først tabte både A- og B-aktierne næsten fem procent i løbet af fredagen, og mandag morgen er kursen faldet i samme takt.

Og selv om rederiet mandag udsendte en meddelelse om, at dårligt vejr lige nu påvirker skibsdriften omkring Afrikas sydspids, så er det ikke derfor, at investorernes tro på selskabet er dalende.

Det mener Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank, og som følger aktien tæt.

Han henviser til, at der er sket et tilsvarende fald i andre børsnoterede selskaber, der fragter containere på tværs af verdenshavene.

- Faldet skyldes formentlig udviklingen i fredsforhandlingerne mellem Hamas og Israel.

- Der er forlydender om, at Hamas er villig til at droppe sin betingelse om, at Israel skal sige ja til et endegyldigt stop for krigen.

- Det kan tolkes derhen, at en fredsaftale rykker tættere på, og det kan i givet fald betyde, at det igen bliver sikkert at sejle igennem Suez-kanalen, siger Mikkel Emil Jensen.

Selv om en fredsaftale på mange måder vil være positiv, så vil en genåbning af fragtruterne igennem Suez-kanalen også betyde, at der vil blive frigivet en masse ekstra fragtkapacitet, som igen vil indvirke negativt på fragtpriserne.

Og det er i det lys, at man skal se kursfaldene, forklarer Mikkel Emil Jensen.

- Der er selvfølgelig det forbehold, at houthierne, som er ansvarlige for angrebene på skibe i Det Røde Hav, formentlig ikke er en del af fredsaftalen.

- Derfor kan det være, at de vil fortsætte angrebene. Men der er en forventning om, at de stopper, hvis Hamas og Israel afbryder krigen, siger analytikeren.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere