Arbejde

man, 18 mar 2024

Sidste år steg antallet af sager om uautoriseret håndværksarbejde

Som boligejer er det ens eget ansvar at tjekke at autorisationskrævende arbejde bliver udført af en autoriseret håndværker, fortæller Sikkerhedsstyrelsen. (Arkiv).
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Som boligejer er det ens eget ansvar at tjekke at autorisationskrævende arbejde bliver udført af en autoriseret håndværker, fortæller Sikkerhedsstyrelsen. (Arkiv).

Det kræver særlige autorisationer at udføre visse former for håndværksarbejde, men de seneste år er antallet af sager om uautoriseret arbejde steget markant.

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

I 2023 registrerede Sikkerhedsstyrelsen 226 sager om ulovligt udført autorisationskrævende arbejde. I 2020 var tallet blot 94.

Det kan ifølge Evy Boe Madsen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, få store konsekvenser, hvis arbejdet ikke bliver udført af en autoriseret virksomhed.

- Vi har langt flere sager i dag, end vi havde for bare få år siden. Uautoriseret arbejde kan få store konsekvenser, og derfor politianmeldte vi sidste år 181 virksomheder, siger hun i meddelelsen.

Inden for dele af el-, vvs-, kloak- og gasområdet skal man have autorisationer for at udføre og servicere særlige installationer.

Derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen til, at man tjekker autorisationsregisteret på styrelsens hjemmeside, inden man hyrer en håndværker.

- Du står som boligejer personligt med ansvaret for, at alt autorisationskrævende arbejde bliver udført af en autoriseret virksomhed, hvilket kan blive en dyr fornøjelse at få rettet op, lyder det fra Evy Boe Madsen.

- Samtidig kan det give fare for brande, vandskader og gaseksplosioner.

Som en tommelfingerregel kræver det en autorisation at udføre arbejde på faste installationer. Det kan for eksempel være at tilslutte og samle kabler og rør.

Når det kommer til gas, kræver al arbejde en autorisation, bortset fra at udskifte gasflasker.

Det samme gælder for vvs-arbejde. Dog kræver det ikke en autorisation at installere armaturer.

- Vi holder selvfølgelig løbende øje med markedet, og så opfordrer vi alle til at anmelde uautoriseret arbejde, så vi kan få taget hånd om det, siger Evy Boe Madsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

EU har fastlagt mandat for bistand til fattigste lande på klimatopmøde EU vil fokusere på at få rejst privat kapital til klimafinansiering på klimat... Læs mere
ATP vil lave færre klimainvesteringer efter grønne fejlskud ATP-direktør siger, at mange grønne investeringer slet ikke overvejes, "fordi ... Læs mere
Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere