Rigsfællesskabet risikerer at sprænge indefra.
Det siger formand Bárður à Steig Nielsen for det færøske parti Sambandsflokkurrin - Samhørighedspartiet - ved en konference om rigsfællesskabets fremtid i Folketinget torsdag.
Partiet ønsker en modernisering af et forældet rigsfællesskab. Ifølge formanden ønsker partiet mere plads i "spændetrøjen".
- Vi har i lang tid set et behov for at ændre i rigsfællesskabet, for hvis ikke der sker noget, og vi overtager flere sagsområder, kan det slå revner indefra, inden det sker udefra, siger Bárður à Steig Nielsen.
Partiet foreslår, at hjemmestyreloven fra 1948 erstattes med en ny selvstyrelov. Samtidig ønsker man at sætte den udenrigspolitiske fuldmagtslov ud af kraft, lyder det.
Det betyder, at Færøerne vil kunne føre egen udenrigspolitik og indgå handelsaftaler med andre lande uden dansk indflydelse.
I det hele taget ønsker partiet at være et mere "selvstyrende land i riget", og at der udarbejdes konkrete rammer for både udenrigspolitik og en eventuel løsrivelse.
Og den aftale skal laves i fredstid inden en eventuel konflikt, der viser sig for stor til at løse, lyder det.
- Vi ønsker selvbestemmelsesret, når det kommer til, hvad der sker på Færøerne. Hvis der er noget, der skal ske på den færøske matrikel, så er det Færøerne der skal sige ja eller nej, siger formanden.
Partiet ønsker fortsat at være en del af rigsfællesskabet med fælles grundlov og fælles kongehus.
- Hvis det er sådan, at et flertal på Færøerne vil løsrive sig fra rigsfællesskabet, så er det os, der skal tage den beslutning.
- Jeg ved godt, at statsministrene gennem tiden har sagt, at det er os, der tager den beslutning, men det står ingen steder i hjemmestyreloven, siger Bárður á Steig Nielsen.
Formelt er Danmark og Færøerne allerede enige om, at øgruppen skal have en større stemme udenrigspolitisk.
Der arbejdes i øjeblikket på, at landet på sigt kan få egen delegation til den internationale handelsorganisation WTO. Det kom frem i august sidste år i forbindelse med et rigsmøde.
- Der er et færøsk ønske om medlemskab af WTO i eget navn. Politisk deler den danske regering Færøernes ønske, og vi er derfor enige om at bede nævnet om en juridisk afklaring af, om det er foreneligt med Færøernes forfatningsmæssige status. Det er ikke sket før i hjemmestyrelovens 76-årige historie, sagde Mette Frederiksen i januar i en pressemeddelelse.
Et medlemskab i WTO vil betyde, at øgruppen selv kan forhandle og indgå handelsaftaler uden indblanding fra Danmark.
Kilde: /ritzau/