ons, 18 sep 2024

Læger kvitterer for sundhedsudspil: Vil give bedre lægedækning

Regeringens sundhedsudspil er et vigtigt skridt på vej til at sikre flere speciallæger og en bedre lægedækning til patienter i hele landet, mener formand for Lægeforeningen Camilla Ratchke. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Regeringens sundhedsudspil er et vigtigt skridt på vej til at sikre flere speciallæger og en bedre lægedækning til patienter i hele landet, mener formand for Lægeforeningen Camilla Ratchke. (Arkivfoto).

Der skal uddannes flere læger, og de skal lokkes til at fordele sig mere ligeligt landet over.

Det er ambitionen hos regeringen, der onsdag har præsenteret det længe ventede udspil for sundhedsområdet.

Udspillet får en positiv modtagelse hos formand for Lægeforeningen Camilla Ratchke.

- Regeringens sundhedsudspil er et vigtigt skridt på vej til at sikre flere speciallæger, som er lig med bedre lægedækning til patienter i hele landet og dermed en vej til mindre ulighed i sundhed, siger hun i en kommentar.

En af de helt store udfordringer er, at der mangler praktiserende læger, især i landets yderområder.

Der er cirka 3500 praktiserende læger i dag, og cirka halvdelen af landets lægeklinikker har lukket for tilgang af nye patienter, fordi de mangler hænder.

Regeringen vil med sundhedsudspillet øge antallet af praktiserende læger til 5000 læger i 2035.

Det skal ske, ved at der kommer 140 flere pladser på medicinuddannelsen i Aalborg, Esbjerg og Køge.

Det giver formand for de praktiserende læger Jørgen Skadborg en tro på, at det vil lykkes at få uddannet tilstrækkeligt mange læger om ti år.

- Jeg er glad for, at regeringen kommer med et udspil, der ikke bare er en hensigtserklæring, men som ligner en rigtig plan for, hvad der skal ske de kommende år.

- Det gør, at der er sandsynlighed for, at der kommer til at ske noget, så danskerne får faste læger, og at de bliver mere jævnt fordelt landet over, siger han.

Regeringen vil med udspillet give de praktiserende læger en økonomisk gulerod, hvis de bosætter og praktiserer sig i yderområderne, hvor rekrutteringen af læger er særligt vanskeligt.

Det er ifølge de praktiserende lægers formand lige netop det, de yngre læger efterspørger.

- Det jeg hører de unge sige, er, at hvis de skal arbejde i områder, hvor der er mange gamle, syge og personer, der er socialt og psykisk udfordret, så skal de have færre patienter.

- Så den økonomiske gulerod her består i virkeligheden af, at de får færre patienter, men større honorar per patient.

Spørgsmål: Er det så tilstrækkeligt med 1500 yderligere praktiserende læger om ti år?

- Det kan man jo godt være bange for, at det ikke er. Men jeg hæfter mig også ved, at indenrigs- og sundhedsministeren på pressemødet sagde "mindst" 5000, siger Jørgen Skadborg.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Fordelingen af statslige arbejdspladser i landet er uændret Vi er ikke nået i mål med at skabe bedre balance i fordelingen af statslige ar... Læs mere
Konservative vil have domstole til at smide kriminelle ud af boliger For at ramme bandemedlemmer hårdere skal domstole kunne smide kriminelle ud af ... Læs mere
Økonomista udvider ejerkredsen med Media Group Danmark Pengemagasinet Økonomista, der fokuserer på at formidle økonomi til kvinder, ... Læs mere
Lundbeck får fingre i epilepsi-middel med milliardopkøb i USA Lundbecks amerikanske opkøb på 17 milliarder kroner vil være selskabets stør... Læs mere
Vermund skifter kreds trods titel af stemmesluger i Sydjylland Pernille Vermund går efter at blive spidskandidat for LA i Sjællands Storkreds... Læs mere