Regeringens SU-reform får nu kritik for at ramme studerende med bagudrettet kraft.
De nye regler for en kortere SU-periode vil nemlig også ramme de elever, der under den tidligere ordning tog en beslutning om at bruge mere end den normerede tid.
Det skriver Politiken på baggrund af et folketingssvar fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Det får hård kritik af SF.
- Det er urimeligt, at man laver lovgivning og aftaler, der rammer mennesker, der ikke har haft mulighed for at handle efter det, siger Sofie Lippert, uddannelsesordfører for SF til Ritzau.
Indtil SU-reformen var det muligt for studerende at få SU ét år længere end den normerede tid.
Men hvis man begynder sin kandidatuddannelse i 2025, vil man kun kunne få SU i den periode, ens uddannelse er normeret til.
Det efterlader studerende, der inden reformen valgte at skifte uddannelsesretning eller tage orlov i den tro, at de havde et års SU mere.
-Man behandler de nuværende studerende dårligt i forsøget på at skaffe penge til skattelettelser, siger Sofie Lippert.
Danske Studerendes Fællesråd mener, at det vil ramme tusindvis af studerende, der kommer til at stå uden SU til deres afsluttende tid på uddannelsen.
Politiken noterer, at tal fra Forsknings- og Undervisningsministeriet viser, at det forrige år var 30 procent af de 71.000 studerende, der brugte længere end den normerede tid.
- Det er vildt, at man vedtager en reform, som rammer nogle studerende, der har truffet nogle valg, da de troede, at de var på sikker grund og kunne få SU til hele deres uddannelse. Nu sætter man dem i en virkelig sårbar position og fratager dem deres levegrundlag, uden at de har haft en chance for at vide det, siger forperson Esben Bjørn Salmonsen til Politiken.
Minister Christina Egelund har ikke et problem med, at reformen rammer bagudrettet.
Det er rimeligt, at nogle studerende må tage SU-lån i deres afsluttende år på uddannelsen, for systemet er i forvejen meget generøst.
- Hvis vi skal differentiere mellem dem, der har gennemført deres bachelor på normeret tid, og dem, der har forlænget undervejs, skal vi i virkeligheden diskriminere til fordel for dem, der har brugt længere tid på deres bachelor. Det vil jeg ikke være med til, siger Christina Egelund til Politiken.
Kilde: /ritzau/