Detailbutikker

lør, 20 apr 2024

Pernille Skipper valgt uden modkandidater som formand for Coop amba

Pernille Skipper er lørdag blevet valgt som ny formand for Coop amba, der er ejerforeningen bag Coop Danmark og består af cirka to millioner medlemmer.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix Pernille Skipper er lørdag blevet valgt som ny formand for Coop amba, der er ejerforeningen bag Coop Danmark og består af cirka to millioner medlemmer.

Pernille Skipper er uden modkandidater lørdag blevet valgt som formand for Coop amba.

Det oplyser dagligvarekoncernen Coop i en pressemeddelelse.

Coop amba er ejerforeningen bag Coop Danmark og består af cirka to millioner medlemmer.

Valget af Pernille Skipper, der er tidligere frontfigur i Enhedslisten, skete på et landsrådsmøde i Middelfart.

Pernille Skipper afløser Lasse Bolander, der efter 16 år på posten har valgt ikke at genopstille.

Fredag bakkede landsrådet op om en økonomisk redningsplan for Coop.

Planen betyder, at det andelsejede energiselskab OK overtager cirka halvdelen af ejerskabet af Coop Danmark.

Den 39-årige nyvalgte formand siger, at hun er "meget taknemmelig for tilliden".

- Med den meget klare opbakning fra landsrådet til aftalen med OK er fundamentet for andelsbevægelsen version 2.0 lagt.

- Nu skal huset bygges. Vi skal involvere mange flere af vores to millioner medlemmer og blive langt skarpere på Coops særlige værdier - vores lokale forankring, bæredygtighed og medlemseje, lyder det fra Pernille Skipper.

Redningsplanen betyder, at Coop amba og OK hver skyder en milliard ind i Coop Danmark.

Samtidig får OK bestemmende indflydelse.

Det betyder, at Coop-medlemmerne får markant mindre indflydelse.

Coop Danmark, der blandt andet driver Kvickly, SuperBrugsen og 365 Discount, kæmper med store underskud på bundlinjen.

Lørdag blev regnskabet for 2023 offentliggjort. Det viste et driftsresultat på minus 717 millioner kroner.

Det er blot fem millioner bedre end regnskabet for 2022, der var koncernens værste nogensinde.

I en pressemeddelelse har Coop Danmark betegnet resultatet som "stærkt utilfredsstillende".

Samtidig med regnskabsaflæggelsen foretager Coop Danmark en nedskrivning af værdien af sine aktiver.

Dermed ender resultatet efter skat på minus 2,3 milliarder kroner.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringen ændrer regler for at hjælpe belarusere i klemme Belarusere, som lever i eksil i Danmark, skal kunne blive, selv om de ikke kan f... Læs mere
Arlas nummer to bliver topchef i grovvarekoncernen DLG Peter Giørtz-Carlsen bliver topchef i DLG fra januar 2025. Siden 2019 har han v... Læs mere
Oppositionen vil have regeringen til at udvide adoptionskulegravning DD, SF, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, DF, De Radikale og Alte... Læs mere
Influencer ser frem til klarhed om regler for markedsføring Forbrugerombudsmanden risikerer at forvirre forbrugerne med sin fortolkning af l... Læs mere
Eli Lilly-regnskab skuffer og trækker Novo-aktie med ned Eli Lilly solgte mere Mounjaro og Zepbound i tredje kvartal. Analytikere forvent... Læs mere