Erhvervspersoner

lør, 08 jun 2024

Stifter af butikskæden Normal stopper som topchef

Torben Mouritsen var med til at stifte Normal i 2013. Nu stopper han som direktør for butikskæden. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix Torben Mouritsen var med til at stifte Normal i 2013. Nu stopper han som direktør for butikskæden. (Arkivfoto).

56-årige Torben Mouritsen, der var med til at stifte Normal, stopper som administrerende direktør for butikskæden.

Det skriver Børsen.

- Jeg har haft en diskussion med mig selv om, hvordan Normal har bedst gavn af mig, siger han til mediet.

- Det er en beslutning, som selvfølgelig undervejs ikke er gået ubemærket hen i mine tanker, men det er med ro i sindet, at jeg nu gør det, for processen har været lang.

I hans sted træder Jesper Due, der indtil nu har været viceadministrerende direktør.

Mouritsen vil fremover fungere som bestyrelsesformand for kæden.

I den funktion vil han forsøge at fastholde den kultur, som han de seneste 11 år har været med til at skabe.

Han ønsker ikke, at "det hele skal kollapse", ved at han stopper som topchef for Normal.

Ansvaret for kæden er han tryg ved at overlade til Jesper Due, der siden ansættelsen er blevet kørt i stilling til at overtage.

Ifølge Børsen har Normal omkring 13.000 ansatte og flere end 700 butikker fordelt i otte lande. Den første butik blev åbnet i Silkeborg i 2013.

Omsætningen har kurs mod at runde 11 milliarder kroner i år.

Anders Holch Povlsen, der ejer Bestseller-koncernen, og som er majoritetsaktionær i Normal, siger, at han har sat pris på samarbejdet med Torben Mouritsen.

Det er dog ikke helt slut med den fælles indsats. Milliardæren tror nemlig på, at den afgående topchef kommer til at få en rolle som arbejdende bestyrelsesformand.

Desuden gør de det begge klart, at det har været Torben Mouritsens egen beslutningen at stoppe som direktør.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Partier vil ikke støtte grønlandske søsterpartier økonomisk Grønlandsk lov om forbud mod udenlandske donationer fastholdt mulighed for dans... Læs mere
Eksperter sår tvivl om regeringens årsag til at udskyde fiskeriafgift Ifølge fiskeriminister Jacob Jensen har CO2-afgift på fiskeri medført betydel... Læs mere
Nyt parti melder klar til grønlandsk parlamentsvalg Partiet Qulleq arbejder blandt andet for grønlandsk selvstændighed. Partiet bl... Læs mere
Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere