Erhvervspolitik

tor, 15 aug 2024

af Mikkel Preisler

SF vil give forældre ret til at blive hjemme fem dage med sygt barn

Formand for SF Pia Olsen Dyhr. Her med Jacob Mark (SF) på SF's landsmøde på Comwell Hotel i Kolding lørdag den 1. april 2023.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix Formand for SF Pia Olsen Dyhr. Her med Jacob Mark (SF) på SF's landsmøde på Comwell Hotel i Kolding lørdag den 1. april 2023.

SF foreslår, at alle forældre skal kunne blive hjemme med deres syge børn i fem dage, hvor de fleste i dag kun har ret til en eller to dage.

Det skriver TV 2.

- Mange børn bliver sendt afsted på panodiler, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger SF's gruppeformand, Jacob Mark, til TV 2.

Retten til fri på et barns første sygedag er i dag bestemt i overenskomster og ansættelseskontrakter.

Derfor lægger SF op til, at flere berettigede sygedage skal forhandles på plads gennem trepartsforhandlinger.

Her mener partiet, at staten bør bidrage med at finansiere, at forældre kan blive hjemme fra arbejdet, således at det ikke er arbejdsgiver- eller tager, der bærer regningen.

Jacob Mark beretter, at SF vil afsætte to milliarder kroner årligt til initiativet.

1,5 milliarder kroner skal gå til en form for grundydelse, mens 0,5 milliarder kroner skal bruges på såkaldte incitamenter til arbejdsmarkedets parter, skriver TV 2.

Pengene skal ifølge partiet tages fra det økonomiske råderum.

Det får Socialdemokratiet til at så tvivl om forslagets holdbarhed.

Beskæftigelsesordfører Jens Joel peger på, at SF løbende foreslår nye prioriteringer af råderummet uden en samlet plan for det.

Over for TV 2 forklarer Jacob Mark, at han selv netop er vendt tilbage til det politiske arbejde efter barsel, og at problemstillingen derfor er meget præsent for ham.

Hans egen barselsperiode har været genstand for kritisk dækning, fordi han som folketingsmedlem har bedre vilkår end de gængse danskere.

Jacob Mark tog otte måneders barsel. Det er længere end almindelige lønmodtagerfædre har mulighed for, beskrev Ekstra Bladet.

Til mediet erkendte Jacob Mark, at han brugte privilegier, han har argumenteret for at afskaffe.

- Samlet set har vi som ægtepar taget mere barsel, end hvad andre mennesker ville kunne. Det er jeg fuldstændig bevidst om og føler mig meget privilegeret over, sagde han til Ekstra Bladet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Oversigt: Her er de 4 kommuner som har hævet skatten mest siden valget Cepos offentliggør nu hvilke kommuner der har skruet voldsomt op for skatten si... Læs mere
Dommen : Marine Le Pen skal bag tremmer Marine Le Pen skal afsone 2 år bag tremmer for fusk med EU-midler Læs mere
Elon Musk vil erstatte Social Securitys kode med AI Elon Musk vil lade AI omskrive hele Social Security-systemets 60 millioner linje... Læs mere
Rimac Nevera med 1.914 hk sættes til salg – næsten som ny 1.914 hk og næsten fabriksny: Elektrisk Rimac Nevera sættes til salg for en br... Læs mere
Skyldig: Marine Le Pen fundet skyldig i svindel Den franske potentielle præsidentkandidat er fundet skyldig i svindelanklager Læs mere