Erhvervsuddannelser

tir, 06 feb 2024

af Mikkel Preisler

Facebook advarer investorer om Zuckerbergs hang til kampsport

Sidste år blev Mark Zuckerberg opereret i knæet, da han rev sit korsbånd over under forberedelsen til en kamp. (Arkivfoto).
Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix Sidste år blev Mark Zuckerberg opereret i knæet, da han rev sit korsbånd over under forberedelsen til en kamp. (Arkivfoto).

Meta, der står bag de sociale medier Facebook og Instagram, advarer sine aktionærer om stifter og ejer Mark Zuckerbergs interesse for kampsport.

Det oplyser selskabet i en meddelelse til det amerikanske børstilsyn, skriver nyhedsbureauet dpa.

I meddelelsen lyder det, at den kampsport, Zuckerberg dyrker, indebærer en risiko for "alvorlig skade og dødsfald".

Skulle Zuckerberg som resultat af en skade blive sygemeldt, kan det have konsekvenser for driften af Meta, lyder det.

Sidste år blev Zuckerberg opereret i knæet, da han rev sit korsbånd over under forberedelserne til en kamp.

Det er ifølge dpa første gang, at Meta over for sine investorer har henvist til topchefens hobby på den måde.

39-årige Zuckerberg er både bestyrelsesformand og administrerende direktør i Meta, som han stiftede under navnet Facebook for 20 år siden.

Det er ikke første gang, at Zuckerbergs kampsportshobby er kommet på tale.

Sidste år blev han enig med Tesla-medstifter og topchef Elon Musk om at gå ind i en ottekantet ring for med slag og spark at afgøre, hvem af dem der er sejest. Kampen blev dog aldrig til noget.

Selv om Facebook-grundlæggeren ejer under 50 procent af Metas aktier, har han en bestemmende indflydelse i selskabet, da han med sine aktier har flere stemmerettigheder end den almene aktionær.

Meta fremlagde for nylig regnskab for fjerde kvartal i 2023, som resulterede i et overskud på 14 milliarder dollar ud af en omsætning på 40,1 milliarder dollar.

Det svarer til henholdsvis 96 milliarder og 275 milliarder kroner.

Værdien af selskabets aktie er steget med 147 procent i løbet af det seneste år til 459 dollar, svarende til knap 3200 kroner.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Oversigt: Her er de 4 kommuner som har hævet skatten mest siden valget Cepos offentliggør nu hvilke kommuner der har skruet voldsomt op for skatten si... Læs mere
Dommen : Marine Le Pen skal bag tremmer Marine Le Pen skal afsone 2 år bag tremmer for fusk med EU-midler Læs mere
Elon Musk vil erstatte Social Securitys kode med AI Elon Musk vil lade AI omskrive hele Social Security-systemets 60 millioner linje... Læs mere
Rimac Nevera med 1.914 hk sættes til salg – næsten som ny 1.914 hk og næsten fabriksny: Elektrisk Rimac Nevera sættes til salg for en br... Læs mere
Skyldig: Marine Le Pen fundet skyldig i svindel Den franske potentielle præsidentkandidat er fundet skyldig i svindelanklager Læs mere