EU

lør, 29 mar 2025

af Mikkel Preisler

Trump krav : EU-virksomheder skal følge amerikanske inklusionsregler

Foto: Gage Skidmore / Wikimedia Commons

Den amerikanske præsident Donald Trump eskalerer nu konflikten med europæiske virksomheder ved at stille krav om, at de skal følge amerikanske regler omkring diversitet, lighed og inklusion (DEI). Flere store EU-baserede virksomheder har modtaget breve fra den amerikanske ambassade i Paris og andre steder i Europa, hvor de advares om, at hvis de ønsker at handle med USA og være leverandører til den amerikanske regering, skal de overholde Trumps kontroversielle anti-diversitetsordre.

Ifølge Financial Times har amerikanske ambassader desuden sendt en spørgeskemaundersøgelse til europæiske virksomheder med krav om, at de skriftligt bekræfter, at de ikke opererer med programmer, der promoverer DEI på måder, der ifølge USA’s opfattelse kunne bryde gældende anti-diskriminationslove. Hvis virksomhederne nægter at bekræfte dette, risikerer de at miste deres adgang til amerikanske kontrakter og potentielt blive genstand for amerikanske retssager under "False Claims Act".

Det usædvanlige træk har mødt stærke reaktioner i Europa. Frankrig har allerede udtrykt stor bekymring over Trumps nye krav. Ifølge en kilde tæt på den franske økonomiminister Eric Lombard vil Frankrig tydeligt understrege over for USA, at landene ikke deler samme værdier:

»Denne praksis afspejler værdierne hos den nye amerikanske regering. De er ikke de samme som vores. Ministeriet vil påminde sine kolleger i den amerikanske regering om dette.«

Med denne seneste handling forsøger Trump-administrationen tydeligt at eksportere amerikanske værdier og politiske prioriteringer til EU – et skridt, der markerer en udvidelse af tidligere tiltag rettet mod amerikanske virksomheder som Disney, der har været i konflikt med præsidenten om netop diversitets- og inklusionspolitikker.

Denne udvikling tyder på, at den amerikanske regering fremover vil lade handelspolitikken overlappe med værdipolitikken, hvilket skaber en yderligere spænding mellem USA og EU-landene. Det sætter europæiske virksomheder i en vanskelig position, hvor de enten skal vælge at følge amerikanske politiske krav eller risikere tab af vigtige økonomiske forbindelser.