Partileder Alex Vanopslagh håber, at søndagens valg til Europa-Parlamentet bliver det bedste valg nogensinde på tværs af alle valg for Liberal Alliance.
- Vi drømmer om to, men får vi et mandat, er vi også glade for det, siger han til Ritzau søndag på Skolen på Strandboulevarden i København, hvor han selv skal afgive sin stemme.
- Med de ambitioner vi har om at blive et større parti, der har en vigtigere rolle i dansk politik, så er der også vigtigt at have en direkte forbindelse til EU.
Partilederens stemme er gået til Liberal Alliances spidskandidat, Henrik Dahl.
- Jeg har gennem længere tid reklameret med, at jeg gerne vil slippe af med Henrik Dahl og sende ham til Bruxelles, så det ville være for fjollet, hvis jeg ikke selv bidrog til det, siger Alex Vanopslagh.
Liberal Alliance har ingen EU-parlamentarikere nu og har aldrig haft en plads i EU-Parlamentet.
Men de seneste målinger fra Epinion og Megafon spår, at Liberal Alliance får 8,5 procent af stemmerne. Det svarer til 2 af de 15 danske mandater i EU-Parlamentet.
- Jeg vil ikke kalde det en magtdemonstration, hvis vi får to mandater, men det er en manifestering af, at vi er et parti, der virkelig er ved at bygge os større og stærkere, siger Alex Vanopslagh.
Liberal Alliance har haft rivende medvind den seneste tid. I Voxmeters seneste politiske meningsmåling står partiet til at få knap 16 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu.
Dermed er meningsmålingerne for EU-valget også væsentligt lavere.
- Vi har altid ligget lavere til EU-valg, og jeg tænker, at det er fordi, at vi har ikke har fået lov til at bevise vores værd i Bruxelles, siger partilederen.
- Men det håber jeg, at vi får muligheden for at gøre i de næste fem år, så vi bliver fast inventar i Bruxelles - men ikke fastgroet inventar.
Spidskandidat Henrik Dahl har i mange år været medlem af Folketinget. Han efterfølges af Mads Strange, der er partiets politiske rådgiver, mens Thorbjørn Jacobsen er nummer tre.
Liberal Alliance ønsker at være en del af Det Europæiske Folkeparti (EPP), som inden valget var den største gruppe.
Partiet vil arbejde for et Europa, der er konkurrencedygtigt, og mindske reguleringen fra EU på det danske arbejdsmarked. Derudover vil Liberal Alliance blandt andet styrke EU's grænsekontrol og lave modtagecentre i tredjelande.
Til valget stiller 169 kandidat op fordelt på 11 partier. De dyster dermed om de 15 pladser, som Danmark får i EU de næste fem år.
Kilde: /ritzau/