Finans

man, 03 feb 2025

af Mikkel Preisler

Danske aktier falder efter nye toldtrusler fra Trump

Både i Danmark og i udlandet falder ledende aktieindeks efter en weekend, hvor USA har indført straftold på varer fra Kina, Mexico og Canada og gentaget trussel om told på EU. (Arkivfoto).
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Både i Danmark og i udlandet falder ledende aktieindeks efter en weekend, hvor USA har indført straftold på varer fra Kina, Mexico og Canada og gentaget trussel om told på EU. (Arkivfoto).

Det danske C25-indeks åbner mandag i rødt, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har gjort alvor af sine toldtrusler mod tre lande.

Han har desuden gentaget trusler om at indføre told på varer fra EU.

Efter en times handel ligger C25-indekset til et fald på 2,1 procent.

Næsten alle aktier i indekset falder, men kort inden klokken 10 sniger tankrederiet Torm sig lige netop over nul.

I den nedre del af indekset ligger Mærsk til fald på knap tre procent og DSV, der falder næsten fem procent.

Også GN Store Nord er ramt og falder omkring fem procent, mens Bavarian Nordic i bunden falder 5,6 procent.

C25 er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen.

De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset, så udsving i de største selskabers aktiekurser betyder mere for indeksets udvikling end udsving hos de mindre selskaber.

Donald Trump underskrev lørdag et præsidentielt dekret, der indfører en told på 25 procent på alle varer fra Mexico og Canada.

Dog er energiprodukter som eksempelvis olie fra Canada undtaget tolden. Her gælder i stedet en told på 10 procent.

Samtidig lægges der ti procent told på varer fra Kina.

Desuden har Trump gentaget sin trussel om at indføre told på varer fra EU.

Ifølge præsidenten vil der "helt sikkert" blive indført en told på europæiske varer, men han har ikke uddybet, hvornår det i så fald vil ske.

Også ledende aktieindeks i andre europæiske lande falder mandag morgen og formiddag.

I Frankfurt og Paris åbnede de ledende aktieindeks med fald på over to procent. De har dog siden rettet sig en smule, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det tyske DAX-indeks, som indeholder de 40 mest handlede aktier på børsen i Frankfurt, falder omkring klokken 09.30 med 1,7 procent.

Også i Asien har aktiemarkederne været røde mandag.

I Tokyo falder Nikkei-indekset 2,8 procent, mens Topix-indekset ligger 2,5 procent lavere, skriver MarketWire.

Markedet i Kina er lukket grundet det kinesiske nytår.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Jarlov: Vil betyde krig med USA Rasmus Jarlov er klar i spyttet i forhold til Trumps seneste udtalelser om Grøn... Læs mere
Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere
Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere