Finans

man, 08 apr 2024

Lejeboligplatform runder 100 millioner i omsætning for første gang

BoligPortal, en platform for lejeboliger, løftede både omsætning og indtjening sidste år, viser regnskab. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix BoligPortal, en platform for lejeboliger, løftede både omsætning og indtjening sidste år, viser regnskab. (Arkivfoto).

BoligPortal, der er en platform for lejeboliger, har for første gang rundet en omsætning på 100 millioner kroner.

Det viser regnskabet for 2023.

Omsætningen lød sidste år på 107 millioner kroner, hvilket er 14 procent mere end året før.

Platformen tjener blandt andet sine penge på, at boligsøgende betaler for et abonnement.

Sidste år fandt flere end 100.000 personer en ny bolig via BoligPortal.

Derudover tjener selskabet også penge på opsamling og salg af markedsdata, hvilket seneste har ført til en aftale med realkreditinstitutionen Nykredit.

Med det afsæt ser BoligPortals administrerende direktør, Anders Hyldborg, stort potentiale i det forretningsben fremadrettet.

- Vi har et unikt datagrundlag, som bliver stærkere og stærkere på alle parametre. Senest har vi lavet en aftale med Nykredit, som ønsker at vurdere værdien af erhvervsejendomme og analysere lejeboligmarkedet mere præcist.

- Deres nye boligvurderinger bliver mere strømlinede, objektive og let tilgængelige og trækker på live data, siger han.

Indtjeningen er også fulgt med omsætningen op i løbet af 2023.

Driftsresultatet endte på 35,4 millioner kroner mod 24,2 millioner kroner året forinden.

BoligPortal er ikke et børsnoteret selskab og er derfor ikke forpligtet til at give et indblik i det konkrete overskud efter skat.

Men den såkaldte overskudsgrad ligger på 33,1 procent for 2023. Overskudsgraden viser, hvor stor en andel af en virksomheds salg, der ender som indtjening.

Den administrerende direktør er også fortrøstningsfuld, når han kigger på udviklingen af forretningen i år.

En stor del af 2023 blev brugt til at skabe endnu bedre produkter, og den indsats fortsætter i 2024, lyder ambitionen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Moderaterne får påbud af Arbejdstilsynet efter dårligt miljø Et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne fører til, at partiet får et påbud af... Læs mere
Faldende inflation i eurozonen baner vej for ny rentesænkning Inflation i eurozonen har pil ned, og det skaber rum for flere rentenedsættelse... Læs mere
Lavere renteindtægter og millionforlig trækker Nordeas indtjening ned Nordeas indtægter fra renter er faldet en procent i tredje kvartal. Det samlede... Læs mere
Karantæneordning til rockere på førtidspension er aldrig blevet brugt En ifølge Ane Halsboe "fornuftig ordning" om karantæne til rockere på ydelse ... Læs mere