Finans

tir, 27 aug 2024

Nordea indgår millionforlig i hvidvasksag i USA

En amerikansk undersøgelse af Nordeas tiltag for at forebygge hvidvask i perioden mellem 2008 og 2019 er endt med et forlig på 35 millioner dollar. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix En amerikansk undersøgelse af Nordeas tiltag for at forebygge hvidvask i perioden mellem 2008 og 2019 er endt med et forlig på 35 millioner dollar. (Arkivfoto).

Nordea har indgået forlig med en amerikansk myndighed i en sag om tilstrækkeligheden af bankens program for forebyggelse af hvidvask fra 2008 til 2019.

Det skriver Nordea i en pressemeddelelse.

Banken har indvilget i at betale 35 millioner dollar, hvilket svarer til knap 234 millioner kroner.

Forliget er indgået med New York State Department of Financial Services (DFS).

Udgiften vil indgå i Nordeas regnskab for tredje kvartal, og vil ikke "i væsentlig grad" påvirke Nordeas økonomiske stilling, lyder det.

DFS' undersøgelser handlede blandt andet om Nordeas indsatser for at forhindre hvidvask.

Undersøgelsen så blandt andet på den nu lukkede afdeling på Vesterport, International Branch, og Nordeas tidligere aktiviteter i de baltiske lande.

Det er Nordeas forståelse, at DFS's undersøgelse afsluttes med forliget. Banken kender ikke til andre igangværende undersøgelser i forhold til forebyggelse af økonomisk kriminalitet hos amerikanske myndigheder, lyder det.

Grundet amerikanske restriktioner, har Nordea ikke kunnet offentliggøre detaljer om den nu afsluttede undersøgelse før nu, skriver banken i pressemeddelelsen.

Jamie Graham, som er chef for compliance i Nordea-koncernen, er glad for, at sagen, som har været i gang siden 2019, nu er afsluttet.

- Som vi tidligere har erkendt, undervurderede vi historisk kompleksiteten af indsatsen for at forhindre økonomisk kriminalitet og de nødvendige ressourcer hertil, siger han i pressemeddelelsen.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre økonomisk kriminalitet, og banken har taget væsentlige skridt for at forbedre processer og procedurer til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet efter perioden omfattet af undersøgelsen hos DFS, lyder det videre.

I juli blev Nordea tiltalt for brud på hvidvaskloven i Danmark i perioden mellem 2012 og 2015. Det oplyste National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

Det er NSK's opfattelse, at Nordea ikke har undersøgt bankens russiske kunders transaktioner tilstrækkeligt, og at Nordea har tilsidesat advarsler om transaktioner til vekselkontorer i København.

Tiltalen dækker forhold, der samlet omfatter transaktioner for godt 26 milliarder kroner.

Nordea har i dag over 3400 medarbejdere, der arbejder med at bekæmpe hvidvask og andre former for økonomisk kriminalitet.

Siden 2015 har Nordea investeret cirka 1,5 milliarder euro i områder inden for risiko og compliance, oplyser banken.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere