Finans

fre, 07 feb 2025

af Mikkel Preisler

Novo-fond skyder 7,5 milliarder i naturgenopretning

Mads Krogsgaard Thomsen er administrerende direktør hos Novo Nordisk Fonden, der støtter den grønne trepart med ti milliarder kroner. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Mads Krogsgaard Thomsen er administrerende direktør hos Novo Nordisk Fonden, der støtter den grønne trepart med ti milliarder kroner. (Arkivfoto).

Som et led i aftalen om den grønne trepart forpligtede Novo Nordisk Fonden sig til at stille 10 milliarder kroner til rådighed i de kommende ti år.

Aftalen, om hvordan milliarderne skal fordeles, er nu faldet på plads mellem fonden og regeringen, og den vil endegyldigt blive offentliggjort fredag.

Det skriver Berlingske, der har set aftalen.

Det slås fast i aftalen, at Novo Nordisk Fonden primært vil bruge pengene på etablering af større naturarealer og skovrejsning.

De ti milliarder kroner vil blive delt op i tre puljer, skriver avisen.

Den største pulje forventes at lyde på 7,5 milliarder kroner, som skal gå til naturgenopretning.

En pulje på 1,5 milliarder kroner skal gå til forskning og udvikling af nye metoder til fremtidens landbrug.

Yderligere 500 millioner kroner kommer til at gå til "støtte af aktører og samfundsengagementet omkring den store omlægning af landbrugsjord".

Aftalen slår fast, at Novo Nordisk Fonden selv beslutter, hvordan de ti milliarder kroner skal fordeles.

Fonden har ingen planer om at opkøbe jord og forvalte det.

I stedet lyder det, at fonden vil "medfinansiere arealomlægningsprojekter".

- Vi køber ikke jord op. Vi giver penge til nogen, som gør. Det kan være Naturstyrelsen, en kommune, en organisation eller en naturfond. Selve ejerskabet kan ende på mange måder, siger Lars Hansen, projektdirektør for Grøn Trepart i Novo Nordisk Fonden, til Berlingske.

Først når projekterne er udviklede, og der er sikret lokal opbakning til dem, vil fonden støtte.

- Når de ting er på plads, så vil der typisk være en kommune eller en organisation, der siger, at nu er vi klar til at gennemføre projektet, og så vil vi på baggrund af en ansøgning kunne bevilge pengene, siger projektdirektøren.

Novo Nordisk Fondens donation på 10 milliarder kroner er den største nogensinde fra en privat fond i danmarkshistorien.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere
Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere
Trump vil indføre lov fra 1798 : Beregnet til krigstid Trump vil indføre krigstidslov fra 1798 for at fremskynde masse-deportationer. Læs mere
Volkswagen er klar til at producere militærkøretøjer Den tyske bilproducent vil overveje at producere militært udstyr hvis mulighede... Læs mere
Trump truer med straftold på 200% Trump truer med gengældelsestold på 200% på europæiske varer, heriblandt vin... Læs mere