Finans

tor, 16 maj 2024

af Mikkel Preisler

Ny prognose varsler overraskende vokseværk i dansk økonomi

Det er en optimistisk økonomiminister i Stephanie Lose (V), der torsdag præsenterer Økonomisk Redegørelse med forventning om vækst i dansk økonomi.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Det er en optimistisk økonomiminister i Stephanie Lose (V), der torsdag præsenterer Økonomisk Redegørelse med forventning om vækst i dansk økonomi.

Der forventes en vækst i dansk økonomi på 2,7 procent i 2024 og 1,8 procent i 2025. Inflationen skønnes at komme til at ligge på 2 procent i perioden.

Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, som er regeringens prognose for dansk økonomi, og som økonomiminister Stephanie Lose (V) præsenterer torsdag.

I den seneste prognose fra december var forventningerne til væksten markant lavere end i den nye. Den gang lød forventningen på en vækst på 1,4 procent i 2024 og 1,0 procent i 2025.

Inflationsmæssigt er de 2 procent et ønskværdigt sted at ligge. Her vil priserne stige stødt i takt med forventeligt også lønniveauet hos danskerne.

På beskæftigelsen ventes der samlet set et fald på 5000 personer på de to år. Den ventes at stige med 13.000 i 2024, men falde med 18.000 i 2025.

Stephanie Lose siger på et pressemøde, at medicinalindustrien - her henvises formentlig især til Novo Nordisk - har trukket det meste af den økonomiske fremgang igennem eksport de seneste år.

På sigt vil der dog være en "mere bredt sammensat fremgang" i efterspørgsel og produktion, siger ministeren. Medicinalindustrien vil dog stadig være en stærk faktor, ligesom genåbningen af Tyra-feltet i Nordsøen vil bidrage.

- Da jeg stod her for et år siden og fremlagde min første økonomiske redegørelse, var det med et budskab om, at dansk økonomi er på vej mod en blød landing. Den vurdering er vi siden blevet bestyrket i, siger en optimistisk Stephanie Lose.

Hun tilføjer desuden, at inflationen er faldet hurtigere end forventet. Den vil stige de næste måneder, men altså samlet set ligge på 2 procent for 2024 og 2025.

Med en roligere inflation kombineret med reallønsstigninger vil der ske en relativ stor stigning i danskernes købekraft, siger Lose.

En ventet opjustering af råderummet står der ikke noget om i den økonomiske redegørelse.

Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde dog tidligere i maj, at et nyt tal ville blive meldt ud kort efter den økonomiske redegørelse og før en økonomiaftale for kommunerne.

Stephanie Lose kommer også ind på den varslede opjustering af råderummet:

- Det er også helt oplagt at sige, at der vil komme en opjustering af råderummet set i lyset af, at den strukturelle beskæftigelse klarer sig så godt, som den gør.

Økonomisk Redegørelse udkommer sædvanligvis tre gange om året – maj, august og december.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Messerschmidt foreslÃ¥r dansk afstemning om Grønlands selvstændighed Morten Messerschmidt vil have danskere skal tage stilling til Grønlands selvstÃ... Læs mere
Demonstranter stormer Trump Tower Trump Tower blev kortvarigt indtaget af demonstranter i går for at protestere i... Læs mere
Jarlov: Vil betyde krig med USA Rasmus Jarlov er klar i spyttet i forhold til Trumps seneste udtalelser om Grøn... Læs mere
Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere