Finans

tor, 14 mar 2024

Stabil rente er med til at give rekordfå lånetilbud i februar

Ifølge privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer er det særligt, hvis renten rykker sig mærkbart, at vi vil se en stigning i antallet af lånetilbud. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ifølge privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer er det særligt, hvis renten rykker sig mærkbart, at vi vil se en stigning i antallet af lånetilbud. (Arkivfoto).

Danske boligejere viste lav interesse for at konvertere deres boliglån, og det er med til at give rekordfå lånetilbud i februar.

Boligejerne indhentede i alt 9556 lånetilbud i februar, hvilket er 29 procent færre end i februar 2023 og samtidig det laveste antal siden statistikkens start i 1996.

Det viser tal fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, mener, at det lave antal lånetilbud hænger sammen med, at få boligejere konverterer deres boliglån i øjeblikket.

- Efter en længere periode med en rente på et forholdsvist højt niveau, har mange lagt lån om, og der er nu færre danskere, hvor en omlægning af boliglånet kan være interessant, siger han i en pressemeddelelse.

Det lave niveau for indhentede lånetilbud var også gældende i store dele af 2023, som endte på det laveste niveau i 27 år. Det påpeger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

- Det er der tre gode forklaringer på. Færre bolighandler ovenpå overgangen til de nye boligskatter, nedgang i nybyggeriet og et renteniveau som ikke rigtig inviterer til stor konverteringsaktivitet, skriver han i en kommentar til tallene.

Ifølge Brian Friis Helmer er det særligt, hvis renten rykker sig mærkbart, at vi vil se en stigning i antallet af lånetilbud.

Derfor vil vi muligvis se en stigning i antallet af lånetilbud, hvis renten falder i løbet af 2024, mener han.

- Det vil især afhænge af, hvor stort et eventuelt rentefald bliver, men skulle det ske, så vil det også give flere konverteringer og fornyet stigning i lånetilbuddene, skriver han.

Kigger man kun på antallet af lånetilbud, som er indhentet til at købe bolig, er antallet steget ni procent fra januar til februar.

Det er dog fortsat på et historisk lavt niveau, hvis man sammenligner med samme tidspunkt tidligere år, påpeger Finans Danmark.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere
Nato-lande vil skærpe sanktioner mod russisk skyggeflåde Ruslands skyggeflåde bør blokeres helt i Østersøen gennem sanktioner, mener ... Læs mere
Skattelettelser for 3,3 millioner danskere er lige om hjørnet Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har... Læs mere
Mette F. om skyggeflåde: En måde for Rusland at fortsætte krig Mette Frederiksen er tirsdag til Nato-møde i Helsinki, hvor den russiske skygge... Læs mere