Finans

fre, 05 apr 2024

af Mikkel Preisler

Topchef i Aarstiderne stopper efter 22 år

Aarstiderne sælger måltidskasser og frugt- og grøntkasser. (Arkivfoto).
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Aarstiderne sælger måltidskasser og frugt- og grøntkasser. (Arkivfoto).

Annette Hartvig Bohé stopper som administrerende direktør i Aarstiderne efter 22 år.

Det skriver Aarstiderne i en pressemeddelelse.

Det bliver Heidi Boye, som de seneste fem år har været landedirektør i Too Good To Go, der overtager posten. Det sker 1. maj.

- Det er en epoke, der slutter, når Annette stopper. Hun har haft uvurderlig betydning for Aarstiderne gennem mere end to årtier og har været med til at skabe det solide fundament, vi arbejder videre fra i dag, siger Mette Maix, forperson for Aarstidernes bestyrelse i en pressemeddelelse.

Aarstiderne sælger måltidskasser og frugt- og grøntkasser.

I pressemeddelelsen lyder det, at Aarstiderne er i gang med "en revitalisering af virksomheden".

Det er i den forbindelse, at det er blevet besluttet at ansætte en ny administrerende direktør.

I 2023 omsatte selskabet for godt 574 millioner kroner, hvilket var et fald på 91 millioner kroner sammenlignet med året før.

Til gengæld blev røde tal omdannet til sorte på bundlinjen, hvor der i 2023 stod 9,4 millioner kroner. I 2022 havde virksomheden et underskud på næsten 35 millioner kroner.

I årsregnskabet skrev ledelsen, at forretningen var kommet tilbage i sort gennem streng styring af omkostningerne, effektivisering af driften og fokus på kernekompetencer.

Heidi Boye meddelte i januar på sin profil på LinkedIn, at hun havde besluttet at stoppe som landechef i Too Good To Go.

Hun har desuden en master i marketing, kommunikation og økonomi og en ph.d. i forbrugeradfærd fra CBS.

- Jeg vil gøre mit til, at Aarstiderne også fremover skal præge både vores madvaner og madkultur i en mere bæredygtig retning, siger Heidi Boye i pressemeddelelsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere