Finans

tir, 23 jul 2024

Trods rentefald og lønstigninger falder forbrugernes humør

Forbrugertillidsindikatoren er faldet en smule fra juni til juli, hvor den er opgjort til minus 5,4. Den er dog steget markant siden efteråret 2022. (Arkivfoto).
Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix Forbrugertillidsindikatoren er faldet en smule fra juni til juli, hvor den er opgjort til minus 5,4. Den er dog steget markant siden efteråret 2022. (Arkivfoto).

Faldende renter, stigende lønninger og en inflation, der holder sig i ro, har ikke fået de danske forbrugeres humør til at eksplodere.

I juli er humøret således faldet en smule ifølge forbrugertillidsindikatoren fra Danmarks Statistik.

Indikatoren lyder nu på minus 5,4 mod minus 4,4 i juni.

Selv om forbrugernes optimisme ikke vokser ind i himlen, så har forbrugertilliden stadig rettet sig mærkbart siden efteråret 2022, bemærker Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Optimismen brager ikke ligefrem gennem loftet, men set over det seneste halvandet år, går det i den rigtige retning. Vi forventer, at forbrugertilliden kommer til at stige yderligere herfra, skriver han i en kommentar.

I oktober 2022 ramte forbrugertillidsindikatoren minus 37. Det er det laveste niveau i statistikkens historie.

Samme måned toppede inflationen i Danmark på 10,1 procent. Siden er den faldet markant, og i juni er den opgjort til 1,8 procent sammenlignet med samme måned året før.

Forbrugertilliden måles ved at spørge til en vurdering af dansk økonomi og forbrugernes egen økonomi nu sammenlignet med for et år siden - samt forventningerne til det næste år.

Her kan forbrugerne svare på en skala fra meget positiv til meget negativ.

Det omregnes til en talværdi, så de mest positive svar får en værdi på 100, mens de mest negative svar får en værdi på minus 100. Indikatoren beregnes ved at tage et gennemsnit af svarene.

Kristian Skriver, som er seniorøkonom i interesseorganisationen Dansk Erhverv, kalder det bemærkelsesværdigt, at forbrugertilliden falder.

- De danske forbrugere oplever ellers mange positive tendenser i øjeblikket med faldende inflation og høj lønvækst. Det kunne med rette give grobund for optimisme blandt forbrugerne, men det sker altså ikke, skriver han i en kommentar.

- Det er i det hele taget overraskende, at forbrugertilliden stadig er negativ, når privatøkonomien er i bedring, lyder det videre.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere