FN's generalsekretær, António Guterres, siger, at han er foruroliget over rapporter om, at Israel bruger kunstig intelligens (AI) til at identificere mål i Gaza.
Det er det israelske magasin +972, der skriver, at Israel bruger AI til at identificere mål i Gaza, og i nogle tilfælde har et menneske kun været involveret i 20 sekunder til at tage stilling til det.
Guterres siger, at han er "dybt foruroliget over rapporterer om, at Israels bombekampagne i Gaza omfatter AI som et redskab til at identificere mål, navnlig i tæt befolkede områder".
Det fører til et højt antal ofre, konstaterer han.
- Ingen dele af beslutningerne om liv og død, som berører hele familier, bør uddelegeres til algoritmens kolde kalkule, siger han.
+972 hævder i sin artikel, at "den israelske hær har opmærket titusinder af palæstinensere i Gaza til at blive henrettet ved at bruge AI's målrettede system.
- Med kun ringe opsyn af mennesker og en lemfældig politik i forhold til ofre, skriver magasinet.
Israel indrømmede fredag, at man begik en serie fejl, da syv nødhjælpsarbejdere tidligere på ugen blev dræbt ved målrettede angreb på tre biler.
Her hed det, at man ved en fejl troede, at det drejede sig om folk fra Hamas.
De syv nødhjælpsarbejdere fra World Central Kitchen var en mand med canadisk og amerikansk statsborgerskab, tre briter, en polak, en australier og en lokal palæstinenser. De var i Gaza for at uddele mad.
Kilde: /ritzau/AFP