Kongelige

fre, 22 mar 2024

Storbritanniens prinsesse Kate behandles for kræft

Prinsesse Kate oplyser ikke, hvilken type kræft hun har.
BBC Studios/Reuters Prinsesse Kate oplyser ikke, hvilken type kræft hun har.

Storbritanniens prinsesse Kate bliver behandlet for kræft.

Det oplyser prinsessen fredag i en video ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det har været nogle utrolige hårde måneder for hele vores familie, men jeg har haft et fantastisk lægehold, som har taget sig godt af mig, hvilket jeg er så taknemmelig for, lyder det fra prinsessen i videoen.

Prinsesse Kate blev indlagt på hospitalet 17. januar og blev udskrevet 12 dage senere efter at have gennemgået en planlagt operation i maveregionen.

- Dengang troede man, at min tilstand ikke var kræftfremkaldende. Operationen lykkedes. Der var dog test efter operationen, der viste kræft. Mit lægehold anbefalede derfor, at jeg bør gennemgå forebyggende kemoterapi, og jeg er nu i de tidlige stadier af den behandling, siger hun.

I videoen oplyser prinsesse Kate ikke, hvilken type kræft hun har.

Hun fortæller, at nyheden om hendes kræft kom som "et kæmpe chok", og at det har taget tid for hende og hendes mand, prins William at forklare situationen til deres børn, George, Charlotte og Louis.

- Jeg har sagt til dem, at jeg har det godt og bliver stærkere hver dag ved at fokusere på de ting, der vil hjælpe mig med at hele i mit sind, krop og ånd.

De seneste uger har spekulationer og rygter om prinsessens helbred fyldt på de sociale medier og i pressen verden over

Interessen for Kate voksede, efter at Kensington Palace delte et billede af prinsessen og hendes tre børn på Instagram.

Dagen efter trak en række nyhedsbureauer billedet tilbage, da de vurderede, at billedet var blevet manipuleret.

Efterfølgende har prinsesse Kate forklaret, at hun er amatørfotograf, og at hun af og til redigerer billeder. Desuden beklagede hun "enhver forvirring, som fotografiet måtte have forårsaget".

I fredagens video siger prinsessen, at hun og hendes familie har brug for at værne om deres privatliv, indtil hun får afsluttet sin behandling.

- På dette tidspunkt tænker jeg også på alle dem, hvis liv er ramt af kræftsygdom. Til alle dem, der står over for denne sygdom uanset type, siger jeg: mist ikke håbet eller troen. Du er ikke alene, udtaler hun.

Prinsesse Kate er ikke det eneste medlem af det britiske kongehus, som har kræft. Kong Charles modtager ligeledes behandling for kræft, efter at han i januar blev opereret på grund af en forstørret prostata.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere