Når Skattestyrelsen åbner op for årsopgørelsen den 24. marts, sidder mange danskere klar ved computeren for at tjekke, om der kommer penge retur. Men begivenheden er også sat i kalenderen hos it-kriminelle, som ser en gylden mulighed for at lokke personlige oplysninger ud af folk.
Ifølge Jørn Guldberg, it-sikkerhedsekspert hos Ingeniørforeningen IDA, bliver svindlerne stadig mere professionelle. De bruger blandt andet kunstig intelligens til at lave beskeder, der ser ægte og officielle ud.
Risikoen er høj i år
I år er risikoen ekstra høj, fordi boligejere for første gang kan se den samlede boligskat direkte på årsopgørelsen. Mange vil derfor være utålmodige og forsøge at slippe udenom køen på skat.dk. Svindlerne udnytter netop denne situation.
Typisk bruger de it-kriminelle "phishing", hvor man opfordres til at klikke på et link og indtaste personlige oplysninger. Disse oplysninger bliver senere brugt i målrettede bankangreb, hvor svindlerne forsøger at få adgang til dine penge.
Jørn Guldberg anbefaler, at man ignorerer mistænkelige beskeder og bliver tålmodigt i køen på skat.dk. Han opfordrer også alle til at informere især ældre familiemedlemmer, som ofte er mere sårbare overfor digitale svindelforsøg.