Kultur

man, 15 apr 2024

Orkestermusikere undgår lockout med ny overenskomstaftale

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Odense Symfoniorkester tilbage i 2021, hvor hun overværede en kort prøve. (Arkivfoto).
Emil Helms/Ritzau Scanpix Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Odense Symfoniorkester tilbage i 2021, hvor hun overværede en kort prøve. (Arkivfoto).

Omfattende forhandlinger om en ny overenskomst mellem Dansk Musiker Forbund og Dansk Erhverv kulminerede fredag.

Her blev parterne efter flere måneders tovtrækkeri enige om en aftale, der omfatter 250 musikere fra fire af de fem landsdelsorkestre.

Det oplyser Dansk Musiker Forbund i en pressemeddelelse.

Musikerne kan blandt andet se frem til en højere grundløn og øget pension.

Dansk Erhverv har som følge af konflikten tidligere varslet lockout. Den stod til at træde i kraft 26. april, men den er nu afblæst.

Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund, er tilfreds med aftalen. Han ønsker ikke at gå yderligere i detaljer om indholdet.

- Det vil altid blive et kompromis, hvor man selvfølgelig ikke skal sælge sit arvesølv, men give noget for at få noget andet, siger han.

Forpersonen og forhandlere skal nu rundt til de fire landsdelsorkestre for at få aftalen godkendt.

- Vi skal alle sammen lige lande igen efter at have været i en situation, hvor der måske kom en lockout. Det, synes jeg, der er god mulighed for i denne her aftale. Så jeg håber, at medlemmerne vil bakke op om den, siger Thomas Sandberg.

Orkestrene er støttet af staten og skal være med til at fremme musiklivet i de forskellige dele af Danmark. Deres hovedopgave er at afholde koncerter.

De langstrakte forhandlinger blev afledt af, at de fire landsdelsorkestre - Odense, Aalborg og Sønderjyllands Symfoniorkester samt Copenhagen Phil – valgte at melde sig ud af KL og tegne et medlemskab i Dansk Erhverv.

Landsdelsorkestrenes talsperson, Lisbeth Knudsen, har tidligere sagt til Kulturmonitor, at man ønskede at komme over på en privat overenskomst.

Orkestrene ville gerne ændre den omfattende løn- og tillægsstruktur og nogle af de utidssvarende ordninger, der er i den kommunale overenskomst, lød begrundelsen.

Ifølge Dansk Musiker Forbund har det privatretlige grundlag medført krav fra orkestrenes ledelser og bestyrelser om nye lønstrukturer og øget ledelsesret.

- Vi har været langt fra hinanden. Der har været nogle ønsker fra arbejdsgivers side, som var vanskelige for os, siger Thomas Sandberg.

Forpersonen er nu "pavestolt" af orkestrenes tillidsrepræsentanter, der formåede "at holde hovedet koldt".

Han fremhæver, at parterne har fastholdt en god tone, og at der er blevet lyttet fra begge sider med intentionen om at lande en aftale.

Pensionsstigningen er tilsvarende den, der tidligere er blevet forhandlet på plads for Aarhus Symfoniorkester, som ikke skiftede til Dansk Erhverv, lyder det.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

SAS øger indtjening i juni - men analytiker spÃ¥r sværere marked SAS tjente flere penge i juni end i maj. Men prisfølsomme forbrugere skaber svÃ... Læs mere
USA kommer med gode økonomiske tal efter skidt dag for tech-aktier Bnp-vækst på 2,8 procent i andet kvartal i USA er godt for både Danmark og de... Læs mere
Skønhedsprodukter driver vækst hos forbrugergigant Unilever ender efter første halvår med et overskud på fire milliarder euro, v... Læs mere
På visse øer stiger beskæftigelsen op mod 15 procent om sommeren På Læsø, Samsø og Bornholm stiger beskæftigelsen om sommeren. Oplevelseserh... Læs mere
Højere omkostninger tager bid af snarlig SAS-ejers driftsoverskud AirFrance-KLM ender efter andet kvartal med et driftsoverskud, der er 220 millio... Læs mere