Landbrug

fre, 23 aug 2024

Danmark har ubegrænset adgang til vacciner mod bluetongue

Bluetonguevirusset hærger kvæg- og fårebesætninger i store dele af Europa for tiden. I Danmark har der indtil videre været smitteudbrud i 14 besætninger i det sydlige Danmark og i Vestdanmark op til Ringkøbing Fjord. (Arkivfoto).
Ed Jones/Ritzau Scanpix Bluetonguevirusset hærger kvæg- og fårebesætninger i store dele af Europa for tiden. I Danmark har der indtil videre været smitteudbrud i 14 besætninger i det sydlige Danmark og i Vestdanmark op til Ringkøbing Fjord. (Arkivfoto).

Danmark kan få fat i alle de vaccinedoser mod den frygtede drøvtyggersygdom bluetongue, der er brug for.

Det siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Mette Kirkeskov Sie.

- Vi har fået den glædelige nyhed fra Statens Serum Institut, at der ikke længere er problemer med at skaffe den her vaccine, siger hun.

I første omgang oplyste Fødevareministeriet, at Danmark havde reserveret 200.000 vaccinedoser.

Men producenten af vaccinen har nu meddelt, at der ikke er nogen begrænsninger.

- De 200.000 doser har vi reserveret, og får vi brug for flere, kan vi få dem, siger Mette Kirkeskov Sie.

De første vacciner blev frigivet mandag. På tre dage har Statens Serum Institut modtaget bestillinger af 43.800 vaccinedoser.

Samtidig har virusset, der overføres af blodsugende mitter, spredt sig nærmest fra dag til dag.

Det første tilfælde blev registreret i Tønder for to uger siden. Nu meldes 14 besætninger at være ramt af smitteudbrud.

Der er mistanke om yderligere otte smitteudbrud.

Særligt Syd- og Sønderjylland har haft mange udbrud, men virusset forventes at ramme besætninger i hele landet.

Det fremgår af en opdateret trusselsvurdering foretaget af Fødevarestyrelsen.

- Vi har en opdateret vurdering, der peger på en meget høj risiko for at få sygdommen i hele landet. Det er ikke overraskende, eftersom vi har set, hvordan udviklingen har været i lande syd for os, siger Mette Kirkeskov Sie.

Hun henviser til, at bluetonguevirus hærger store dele af Europa for tiden.

Bluetongue smitter ikke mennesker, men kan være dødbringende for drøvtyggere, især får. Også kvæg, geder og hjorte kan blive ramt.

Vaccinen kan ikke forhindre, at inficerede mitter overfører smitten til dyrene. Men den kan betyde, at sygdomsforløbet bliver mildere og potentielt redde liv.

Det er frivilligt om besætningsejere vil lade deres dyr vaccinere.

- Når det handler om får, ser det ud til, at de bliver alvorligt syge, og nogle bliver aflivet, fordi de er så syge, siger Mette Kirkeskov Sie.

Fødevarestyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke et præcist billede af omfanget af aflivninger herhjemme som følge af bluetongue.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Eksperter vil tilføje hjertesvigt til Wegovys indlægsseddel Ekspertpanel under EU's lægemiddelagentur anbefaler, at man udvider indlægssed... Læs mere
Bavarian Nordic får mpox-vaccine godkendt til unge mennesker Børn og unge mellem 12 og 17 år vil kunne få mpox-vaccine fra dansk selskab e... Læs mere
Forsikringsgiganten Tryg udvider brug af kunstig intelligens AI-assistenten "Felix" kommer fremover med forslag til, hvad din kunderådgiver ... Læs mere
Novo-topchef udråbes som årets leder af europæiske medier En sammenslutning af erhvervsmedier peger på Novo-chef som en leder, der har gj... Læs mere
Danmark skal være et eldorado for lystfiskere Lystfiskeri er en dansk folkesport. Men potentialet er endnu større ifølge et ... Læs mere