Landbrug

tor, 03 okt 2024

Østrig trækker indsigelse mod bøvsereducerende foder

Køer er en væsentlig klimabelastning på grund af deres metanudledning fra fordøjelsen.
Rune øe/Ritzau Scanpix Køer er en væsentlig klimabelastning på grund af deres metanudledning fra fordøjelsen.

Østrig har trukket sin EU-indsigelse mod dansk statsstøtte til metanreducerende fodertilsætningsstoffer, der har blokeret for indførslen af det danske klimaværktøj.

Det oplyser Landbrugsstyrelsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Støtteordningen kan derfor sættes i gang.

- Det betyder, at vi meget snart kan trykke på startknappen, siger Nina Aksig Nørland, enhedschef i Landbrugsstyrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

- Vi arbejder lige nu på højtryk for at blive klar til at åbne ordningen.

Støtten til det metanreducerende fodertilsætningsstof blev vedtaget, da regeringen og flere folketingspartier aftalte en udmøntning af penge fra Grøn Fond tidligere på året.

Her blev det aftalt, at fodertilsætningsstoffet skal bidrage til, at Danmark kan nå klimamålet for 2025.

Ved at blande tilsætningsstoffet i foder til køer, danner de mindre af drivhusgassen metan i deres fordøjelsesproces.

Det skal landmænd fra årsskiftet kunne få økonomisk støtte til.

For nylig blev der dog sat en alvorlig bremseklods i for tiltaget.

Østrig havde indgivet en officiel indsigelse mod støtten i EU-regi, fordi det kunne udgøre ulovlig statsstøtte til de danske landmænd, der konkurrerer på det europæiske marked.

Den indsigelse er nu trukket tilbage.

Kvægbrug er en væsentlig klimabelastning.

Én ko udleder knap 160 kilo metan om året, hvilket svarer til fire ton CO2, vurderer Landbrug & Fødevarer.

Samlet set udleder kvægbruget i Danmark 3,2 millioner ton CO2 om året, og i 2030 vil sektoren dermed være en af de største tilbageværende forureningskilder.

Det metanreducerende fodertilsætningsstof er tilskrevet en afgørende rolle for opnåelsen af klimamålene - både for 2025 og for 2030.

En politisk aftale har fastlagt, at der skal ske en gennemsnitlig metanreduktion fra køers fordøjelse på otte procent fra 2025.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Langt flere end ventet er på seniorpension Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pensio... Læs mere
Novo Nordisk ramt af største aktienedtur siden 2002 Skuffende data for vægttabsmidlet Cagrisema sendte Novo Nordisk-aktien ned med ... Læs mere
Grønlands regering skal udpege kandidat som arktisk ambassadør Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser frem til at kunne udnævne en ark... Læs mere
Analytiker om kursreaktion: Novo er stadig konkurrencedygtige Den voldsomme kursreaktion på Novos seneste forskningsresultater kan være en o... Læs mere
Tur over mulig bro mellem Als og Fyn vil tage syv minutter i bil Det vil koste 22 milliarder kroner at anlægge en fast forbindelse mellem Als og... Læs mere