Landbrug

man, 18 nov 2024

af Mikkel Preisler

Utålmodig chef for landbruget om grøn trepart: Vi er klar

Formand Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer er tilfreds med resultatet af den grønne trepart.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Formand Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer er tilfreds med resultatet af den grønne trepart.

Søren Søndergaard, der er formand for Landbrug & Fødevarer, ser med glæde på den politiske aftale om en grøn trepart, der er landet mandag.

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, der i store træk ligger op ad den aftale, som Landbrug & Fødevarer selv var med til at indgå med SVM-regeringen i juni.

- Vi havde allerede aftalt en CO2-afgift, som man skulle kunne investere sig ud af som landmand.

- Nu er der så også lagt rammer for vandmiljøindsatsen, hvor vi skal nå vores mål med arealomlægning i stedet for mere bureaukratisk regulering ude på markerne. Det er vi tilfredse med, siger Søren Søndergaard.

Aftalen skal hjælpe til at sænke den danske CO2-udledning og forbedre vandkvaliteten i de indre farvande. Det kan efter formandens mening kun gå for langsomt.

- Vi har travlt. Der er gået næsten et halvt år med at diskutere det her, siden vi indgik trepartsaftalen før sommerferien, så vi er frygtelig utålmodige.

- Mine lokale formænd står klar i startboksene og vil rigtig gerne i gang, så jo før, jo bedre. Og så må vi jo skynde os lidt alle sammen, så vi også når i mål med de her målsætninger, siger Søren Søndergaard.

Han tror heller ikke, at det bliver et problem at nå de opsatte mål.

- Lokalforeningerne sidder klar med lister med tusindvis af hektarer, hvor landmændene har meldt ind, at de gerne vil deltage i de her arealomlægningsprojekter.

- Men indtil nu har der jo ikke rigtig været nogen ordninger eller penge til at drive det her i en hastighed, som vi har brug for. Det tror jeg på, at der kommer med den her aftale, siger han.

Fra 2030 skal landbruget i Danmark som noget nyt betale en afgift for hvert ton udledt CO2, men landbruget får et bundfradrag til at mindske udgifterne.

I 2030 kommer CO2-afgiften til at ligge på 300 kroner per udledt ton CO2, og fra 2035 stiger afgiften til 750 kroner.

Der kommer imidlertid også et bundfradrag til landbruget, hvilket ændrer de reelle afgiftssatser.

Bundfradraget bliver på 60 procent, hvilket svarer til, at de effektive afgiftssatser udgør 120 kroner per udledt ton CO2 i 2030 og 300 kroner i 2035.

Efter at en række organisationer og regeringen indgik deres egen aftale i juni, har der været meget fokus på landbrugets udledning af kvælstof, der har ført til fiskedød og andet i de danske fjorde og vandmiljøer.

Den endelige aftale endte med, at landmændene kommer til at skulle udlede 13.780 ton mindre kvælstof om året.

- Det, vi har været vidner til de seneste måneder, har bekymret mig, og det har kun bekræftet mig i, at det var rigtigt, at vi sad med ved bordet i de oprindelige trepartsforhandlinger.

- Vi har sat markante aftryk på resultatet, siger Søren Søndergaard.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Skræmmende ord fra Musk: Det er en revolution Musk afviser kritik af hans arbejde for DOGE Læs mere
2026 GMC Sierra EV får nye varianter og lavere startpris GMC udvider sortimentet af sin elektriske pickup med nye varianter, lavere prise... Læs mere
Undersøgelse: tilliden til Tesla styrtdykker – To ud af tre amerikanere vil ikke eje en Tesla En ny måling viser, at hele 67 procent af amerikanerne ikke vil eje eller lease... Læs mere
Kong Charles rydder kortvarigt kalenderen op grund af kræft Kong Charles oplever mindre birkvinger med hans behandling : Kalender ryddes for... Læs mere
25 procent told rammer hele bilmarkedet: Her bygges bilerne 25 procents told på alle importerede biler til USA sender chokbølger gennem bi... Læs mere