Militær

tir, 08 okt 2024

Danmark vil sende officer til amerikansk stillehavsflåde

Iver Huitfeldt ankommer til Flådestation Korsør i april. Det kræver store investeringer, hvis man skal sende danske fregatter til Stillehavet, siger forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) til DR. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Iver Huitfeldt ankommer til Flådestation Korsør i april. Det kræver store investeringer, hvis man skal sende danske fregatter til Stillehavet, siger forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) til DR. (Arkivfoto).

Forsvaret vil sende en dansk stabsofficer til den amerikanske stillehavsflådes hovedkvarter i Honolulu på Hawaii.

Det fremgår af et jobopslag fra Forsvaret, skriver DR.

Stillingen er slået op med henblik på at indhente viden, hvis Danmark på et tidspunkt skal involvere sig militært i området.

De seneste år har USA i stigende grad forsøgt at flytte sit primære militære fokus mod Stillehavet, hvor Kina udfordrer ved blandt andet at bygge kunstige øer og kalde dem kinesisk territorium.

I 2022 blev Kina, herunder særligt Kinas ageren i sit nærområde, også nævnt som en udfordring for Nato.

Derfor er der ifølge Kristian Haumann, der er chef for planlægningsafdelingen i Forsvarets Operationsstab, et ønske fra den danske regering om, at man involverer sig i regionen.

- Danmark ser, at der er behov for, at vi involverer os i den region i et eller andet omfang. Så må vi se, hvad det bliver til, siger han til DR.

I første omgang sker det ved at sende en stabsofficer afsted, men senere kan det ifølge ham blandt andet også involvere øvelser.

Med en stabsofficer i den amerikanske stat Hawaii får Danmark nu et bedre billede af, hvad der foregår i området, mener forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Man er nødt til at indstille sig på, at den udfordring, der er i det Sydkinesiske Øhav, også kan komme til at påvirke os. Så vi har også en interesse i at få bedre mulighed for at følge med i det som land, siger forsvarsministeren til DR.

SF's forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen kalder beslutningen for "klog".

Hun vil ifølge DR også have fokus på Stillehavet, når forhandlinger om forsvarsforliget går i gang.

Det samme gælder for Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach. Han vil i fremtiden også have, at man sender danske militærbidrag til den amerikanske stillehavsflåde.

Det er der dog ikke planer om i øjeblikket, siger Troels Lund Poulsen til DR. Men det kan komme på tale på et tidspunkt.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere