Miljø

ons, 18 sep 2024

Alternativet trækker sig fra grøn trepart i frustration

Jeppe Bruus (S) fik 29. august som minister for grøn trepart ansvar for at få implementeret den aftale, som organisationer og en håndfuld ministre havde forhandlet i en trepart og fremlagt før sommeren 2024.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Jeppe Bruus (S) fik 29. august som minister for grøn trepart ansvar for at få implementeret den aftale, som organisationer og en håndfuld ministre havde forhandlet i en trepart og fremlagt før sommeren 2024.

Alternativet trækker sig onsdag fra forhandlingerne om den grønne trepart, fordi det har været en "dybt problematisk" og "udemokratisk" proces.

Partiets politiske leder, Franciska Rosenkilde, finder det acceptabelt, at der ikke var noget at forhandle om på et møde med trepartsminister Jeppe Bruus (S) tirsdag.

- Processen har været dybt problematisk set fra et politisk standpunkt.

- Den har været dybt udemokratisk. Jeg er med på, at regeringen har flertal, og at de sådan set kan gøre, hvad de vil. Men det er jo vanvittigt, at der ikke har været et større politisk forhandlingsforløb, siger Franciska Rosenkilde.

Den grønne trepart er en aftale indgået mellem regeringen, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Initiativerne i aftalen skal vedtages i Folketinget for at blive til virkelighed. I sidste uge inviterede Jeppe Bruus de første partier til indledende møde om den politiske aftale.

Anledningen til treparten var, at regeringen vil indføre en CO2-afgift i landbruget. Det ledte siden til en trepartsproces.

Treparten præsenterede før sommeren en aftale, hvor overskrifterne var en arealfond på 40 milliarder kroner, så 15 procent af landbrugsjorden kan tages ud, og skov kan etableres.

Da aftalen om den grønne trepart blev præsenteret i juni, betonede parterne bag, at den var balanceret ned til det mindste komma.

Lars Løkke Rasmussen, der som formand for Moderaterne var med til at forhandle aftalen færdig, betonede, at Folketinget ikke kunne forvente at pille meget ved aftalens indhold.

- Jeg synes, det er fint nok, at man inddrager nogle relevante organisationer. Men der må jo stadig være rum for en politisk forhandling, og det har der ikke været her, siger Franciska Rosenkilde.

Alternativet mener, at aftalen er alt for uambitiøs. CO2-afgiften på landbruget er for lav, og der mangler et "endeligt opgør" med produktionen af animalske fødevarer.

Positivt er det dog ifølge Franciska Rosenkilde, at regeringen har valgt, at flere grønne problemer - med klima, natur og biodiversitet - løses samtidig.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Få brugere oplevede sikkerhedsbrist hos Nordnet Nordnet er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler... Læs mere
Flere syriske flygtninge undersøger hjemrejse til Syrien Der er voksende interesse blandt syriske flygtninge i muligheden for hjemrejse, ... Læs mere
Venstres Ellen Trane Nørby dropper borgmesterdrøm og trækker sig Venstre i Sønderborg stiller med ny borgmesterkandidat til kommunalvalget. Det ... Læs mere
Selvstændighedspolitiker melder sig ud af Siumut og ind i Naleraq Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq ... Læs mere
Minister kalder FE-analyse om Rusland for usandsynlig men rettidig omhu Forsvarets Efterretningstjeneste har opdateret vurdering efter meldinger fra Don... Læs mere