Der satses stort på at fange CO2 og gemme det i undergrunden, og nu melder Danmarks første CO2-lager klar til næste skridt.
Pilotfasen er slut, der er sendt en rapport til myndighederne, og nikker de ja, kan arbejdet med klimatiltaget gå i gang.
- Vi er klar med lageret. Vi er klar med en værdikæde, teknologien er der, og vi har gjort de fleste aftaler klar til at underskrive og komme i mål, siger Mads Gade.
Han er landechef i den danske del af Ineos Energy, som har været ledende partner i projektet med i alt 23 partnere.
Det har været i gang i halvandet år, og i pilotfasen måtte der lagres 15.000 ton CO2. Det svarer til 2000 danskers årlige udledning.
Det har skullet vise, at det kunne ske sikkert og permanent, og Mads Gade fortæller, at CO2'en opførte sig som ventet i det tidligere oliefelt.
Præcis hvor meget der er lagret, vil han ikke svare på.
- Vi har ikke lagret de fulde 15.000 ton, men et sted mellem de her tal, hvor vi fik nok data til, at vi syntes, at det var nok.
Erfaringerne er verificeret af et uafhængigt selskab og nu sendt til myndighederne i en rapport, som Ritzau ikke har set.
Ifølge landechefen er det viden fra manges års olieudvinding, som gør, at man også kan være sikker på, at CO2'en bliver der i fremtiden.
- Når det er blevet lagret på samme måde i så mange år, har vi en rigtig god tryghed omkring, at vi kan lagre CO2 fuldstændig på samme måde.
En ting er dog, at CO2 kan gemmes væk. Noget andet er prisen.
Ifølge Mads Gade er man endnu ikke der, hvor der er balance mellem prisen for at udlede og at begrave det. Der skal subsidier til, mener han.
- Men i takt med at prisen (i form af afgifter, red.) stiger, vil der kommer et balancepunkt. Mange mener, at det vil lande lige før 2030.
- Det er klart, at det her skal skaleres, og at vi skal have en vis størrelse, for så vil prisen også falde, lyder det.
Får parterne grønt lys, vil de om året lagre 400.000 ton CO2 under Nordsøen fra slutningen af 2025 eller starten af 2026.
Altså mindre end de 1,5 millioner ton, som fremgår af projektets hjemmeside, men dog den start, som ifølge Mads Gade gav mening.
- Det er det, som vi har kunnet få en god værdikæde i gang omkring, så det har vi startet med. Men det betyder ikke, at vi ikke skal længere op.
Fra 2030 er planen 8 millioner ton om året, og ifølge landechefen er der store perspektiver i lagring af CO2 for Danmark.
Andre lande er ikke "privilegerede" med de lagermulighed, som Danmark har - potentielt både til lands og til vands.
- Jeg tror, at vi har mulighed for at tage en rigtig stor del af markedet, og at det bliver et stort erhvervseventyr for Danmark.
Kilde: /ritzau/