Miljø

tir, 09 jul 2024

Klimafoder kan blive krav trods mangel på viden om dyrevelfærd

Jacob Jensen (V), som er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, mener, at det er forsvarligt at bruge Bovaer i foder til konventionelle køer, selvom der ifølge forskere mangler viden om dyrevelfærden. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Jacob Jensen (V), som er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, mener, at det er forsvarligt at bruge Bovaer i foder til konventionelle køer, selvom der ifølge forskere mangler viden om dyrevelfærden. (Arkivfoto).

Fra årsskiftet skal alle konventionelle malkekøer have tilsat et særligt klimaoptimerende stof til deres foder.

Det lægger Miljøministeriet op til i et udkast til en bekendtgørelsesændring, som blev sendt i høring i maj, skriver Dagbladet Information.

Men blandt andre Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at konsekvenserne for dyrevelfærd er undersøgt godt nok.

Sophie Hastrup Christensen, der er landbrugspolitisk chefkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse, siger til Information, at de er bange for, at det er et forsøg på at tilpasse en ko til et system, hvor den både skal yde meget og være klimavenlig.

Konkret handler det om stoffet Bovaer, som skal mindske køernes udledning af metan.

Lene Munksgaard, der er professor emerita i dyrevelfærd på Aalborg Universitet, er bekymret over, at der i nogle forsøg er sket en reduktion i mængden af foder, som køerne optager.

- Det kan skyldes, at køerne føler ubehag, fordi der dannes mere gas i vommen, men det er det, man ikke ved med sikkerhed, siger hun til Dagbladet Information.

Ifølge Information har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri tidligere erkendt, at man mangler viden på området.

Ud over Bovaer vil landmændene også få lov til at fodre med en øget mængde af fedt.

Men det bekymrer også Dyrenes Beskyttelse ifølge Information, da forskning viser, at det giver en øget risiko for stofskiftesygdomme hos køerne.

Information har spurgt minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) om en kommentar.

I den kommentar skriver ministeren, at Bovaer er godkendt af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet. Ifølge Information mener han, at det er forsvarligt at bruge stoffet ud fra den nuværende viden.

Information har også spurgt miljøminister Magnus Heunicke (S) om en kommentar. Han henviser til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

WHO godkender mpox-vaccine til unge mellem 12 og 17 år Mpox-virus, der også er kendt som abekopper, giver typisk milde symptomer, men ... Læs mere
Interessen for boligkøb er på det højeste niveau siden 2022 Stabil inflation og lav ledighed har medvirket til en stigende interesse for bol... Læs mere
Kommuner må droppe kystbeskyttelse på grund af oversøgt støttepulje 11 ansøgere søgte støtte for over en milliard kroner til kystbeskyttelse, men... Læs mere
Forsvarsminister: Danmark skal satse mere på forsvarsindustrien Danmark skal være mindre afhængig af andre landes produktion af ammunition, si... Læs mere
DF vil have alle gymnasieelever på studietur til Auschwitz For at skabe et "opgør" mod antisemitisme i Danmark vil DF have gymnasieelever ... Læs mere