Det vil koste 20 milliarder kroner, hvis regeringen skal leve op til sine ambitioner om at rejse 250.000 hektar ny skov.
Det vurderer økonom Michael Svarer, som regnede på det i forbindelse med rapporten om den grønne skattereform fra februar, som Aarhus-professoren stod i spidsen for.
- Spørgsmålet er, hvem der skal finansiere det. Vi lægger op til, at staten skal. Af vores rapport fremgår det, at det vil koste i omegnen af 20 milliarder kroner frem mod 2045. Rundt regnet en milliard om året, siger Michael Svarer til Jyllands-Posten.
Arealet svarer til to gange Lolland og skal rejses på arealer, som i dag bruges af landbruget. Tallet var nævnt i rapporten fra februar, men har ikke været en del af de offentlige debat, hvor skov er blevet en større del.
Dermed har statskassen udsigt til en stor udgift, hvis skovrejsning bliver en del af forhandlingerne om den ventede CO2-afgift. 20 milliarder kroner svarer nogenlunde til prisen på en ny storebæltsbro.
Ifølge udvalget bag rapporten om den grønne skattereform skal det foregå ved, at landmændene skal betales for ikke at dyrke deres jord. Til gengæld skal de rejse ny skov.
Prisen er 92.000 kroner per hektar, landmanden afgiver.
- Et støtteniveau, der makser ud i forhold til EU's statsstøtteregler, siger Michael Svarer til avisen.
Regeringen har selv en plan om at rejse 250.000 hektar ny skov ifølge regeringsgrundlaget.
Det vil kun give 0,1 million tons reduktioner i 2030, som er Danmarks næste delmål for at reducere udledninger. Det skyldes, at skoven skal nå at vokse sig stor.
Det vil optage to millioner tons CO2 i 2045, som er omkring det tidspunkt, hvor Danmark skal være klimaneutral.
Ifølge Svarer-rapporten vil de 250.000 hektar primært være produktionsskov. Det er især løvtræer og nåletræer, der vokser hurtigt, og derfor hurtigt kan optage CO2.
I denne uge har Klimarådet foreslået at rejse 414.000 hektar skov, hvis Danmark både skal leve op til sine klimamål og til EU's vandrammedirektiv. Her er deadlinen 2027.
Kilde: /ritzau/