Ambitionerne er tårnhøje, og behovet vil kun blive større.
Men alligevel er produktionen af grønne brændstoffer presset i Danmark.
Ørsted har netop lukket to flagskibsprojekter, der skulle bane vejen for dansk Power to X-produktion, som danner grønne brændstoffer ved hjælp af strøm.
I det lys kalder SF og Konservative nu på, at klimaminister Lars Aagaard (M) indkalder til forhandlinger om en ny strategi for produktionen af grønne brændstoffer i Danmark.
- Der er trukket mørke skyer ind over brintproduktionen i Danmark, og det har vi ganske enkelt ikke råd til i den grønne omstilling, siger Signe Munk, klimaordfører for SF.
Folketinget indgik i 2022 en aftale om Power to X-produktion i Danmark.
Det er betegnelsen for produktionen af grønne brændstoffer, der produceres ved hjælp af strøm fra vedvarende energikilder, elektrolyseprocesser og brint.
Produktet skal sikre, at eksempelvis fly og skibe kan omstilles til CO2-neutral drift.
Her var det ambitionen, at Danmark i 2030 skal have en produktion svarende til fire til seks gigawatt.
I dag er der ifølge foreningen Brintbranchen produktion for 19,45 megawatt i drift. En gigawatt svarer til 1000 megawatt, så der er langt igen til målet, der skal nås om lidt over fem år.
I De Konservative er man opmærksom på, om Folketinget kan give producenterne bedre vilkår.
- Jeg deler bekymringen om, hvad der kommer til at ske med brint, og jeg er bange for, at vi lægger for mange benspænd ind i det, vi laver, siger energi- og forsyningsordfører Dina Raabjerg (K).
Partierne vil have tempo på opførslen af det brintrør, der skal føre dansk-producerede grønne brændstoffer til det tyske marked. Og så vil de have undersøgt, om der kan indføres nye økonomiske tilskud.
Hos Brintbranchen, der er foreningen for danske PtX-producenter, erkender man, at der er udfordringer. Det går simpelthen for langsomt.
Det skyldes dels, at der er for få støttekroner til teknologien. Mens der er afsat over 30 milliarder kroner til at fange og lagre CO2 i undergrunden i de kommende år, er der ikke flere støttekroner at søge om til at producere grønne brændstoffer i PtX-processer.
Det siger Tejs Laustsen, direktør i Brintbranchen.
- Man har talt meget om, at vi skulle en masse med PtX, og man har sat mange fornuftige tiltag i gang. Men det er udtømt nu, og der er brug for bedre rammevilkår, så virkelystne kan udfolde sig.
Han er derfor enig i behovet for en ny, opdateret strategi.
Klimaminister Lars Aagaard (M) deler bekymringen for PtX-branchen.
- Der er ingen tvivl om, at der er søgang i det marked, og det følger vi tæt, siger han.
Lars Aagaard mener dog stadig, at der er grund til at tro på, at der kan etableres en omfattende produktion i Danmark. Nok er ambitionen på fire til seks gigawatts produktion i 2030 ”ambitiøs”, men sådan skal det være med målsætninger, lyder det.
Han påpeger, at der er gennemført en lang række regulatoriske ændringer, der skal gøre det billigere og lettere at bruge strøm til at lave grønne brændstoffer gennem PtX-processer.
Men når det kommer til behovet for en ny strategi, langer han ud efter de to partier.
Han tager gerne et møde, men han opfordrer partierne til selv at finde værktøjer og finansieringskilder, hvis de vil give mere i støtte.
- Hvis de vil bruge penge, så må de fortælle mig, hvor meget og hvor det skal komme fra, så det kan komme ind i en samlet prioritering af deres politik, siger klimaministeren.
Kilde: /ritzau/