Miljø

ons, 11 sep 2024

Syv kommuner vil have økonomisk gulerod for grøn omstilling

Syv kommuner er gået sammen om et forslag, der skal give kommuner fire øre per kilowatt-time grøn strøm, der produceres. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Syv kommuner er gået sammen om et forslag, der skal give kommuner fire øre per kilowatt-time grøn strøm, der produceres. (Arkivfoto).

Syv kommuner i Midt- og Vestjylland er gået sammen om et forslag, der skal honorere de kommuner, der bidrager til den grønne omstilling.

Kommunerne kalder det selv et grønt udviklingsbidrag.

Helt konkret ønsker de en model, hvor kommuner får fire øre per kilowatt-time grøn strøm, der bliver produceret, lyder det i en pressemeddelelse.

Bidraget skal tage udgangspunkt i den samlede årlige produktion af grøn strøm.

Forslaget er stillet af borgmestre fra Herning Kommune, Struer Kommune, Skive Kommune, Ikast-Brande Kommune, Lemvig Kommune, Holstebro Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune.

Borgmester i Holstebro Kommune, HC Østerby, mener ikke, at de nuværende økonomiske gevinster ved at opstille vindmøller og solceller står på mål med de problemer, det skaber i kommunerne.

- Derfor mener vi, at der skal en større økonomisk gulerod til for at kunne skabe yderligere erhvervsudvikling, og som samtidig kan fungere som et plaster på de velfærdsudfordringer, der i særlig grad ses i landdistriktområderne, siger han i meddelelsen.

I august kom regeringen med et nyt landdistriktudspil.

Her var et af forslagene, at kommuner, der bidrager mest med vedvarende energi på land, skal have en bonus på 200 millioner kroner årligt.

Dorte West, borgmester i Herning Kommune, er glad for, at regeringen vil belønne de kommuner, der bidrager til den grønne omstilling. Men finansieringen af tilskuddet er problematisk, mener hun.

- Som der lægges op til, vil ordningen trækkes fra kommunernes bloktilskud, hvilket er yderst uhensigtsmæssigt, siger hun.

- Derimod mener vi, at vores forslag til et grønt udviklingsbidrag er langt mere fair.

Også formand i Kommunernes Landsforening, Martin Damm, har tidligere kritiseret finansieringen af tilskuddet.

- Det er et uacceptabelt princip, som regeringen nu knæsætter: Den har store ambitioner, men fodrer hunden med sin egen hale, lød det i en pressemeddelelse i august.

For regeringen er det dog bevidst, at man vil skabe en konkurrencesituation.

Det sagde klimaminister Lars Aagaard (M) på et pressemøde, da landdistriktudspillet blev præsenteret.

- Vi skaber et incitament for kommunerne til at spille med. Vi animerer kommunerne til at indgå i en grøn kappestrid, sagde han.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere