Årsregnskab

fre, 12 maj 2023

Norwegian fordobler omsætning - men taber over en halv milliard

FRANCE-NORWAY-ECONOMY-TRANSPORT-AVIATION (Joel Saget/Ritzau Scanpix)

Det er lykkedes luftfartsselskabet Norwegian at fordoble sin omsætning til over 2,5 milliarder kroner i første kvartal.

Men indtjeningen er langt fra fulgt med travlheden. Det viser Norwegians kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort fredag morgen.

Selskabet tabte cirka 634 millioner kroner i første kvartal. Til sammenligning tabte man 657 millioner i samme kvartal sidste år.

En stor del af tabet skyldes dog en juridisk EU-strid, der har kostet en kvart milliard i marts - et beløb, man håber at få tilbage efter en endelige afgørelse.

Derudover er de høje brændstofpriser, som steg voldsomt sidste år, fulgt med selskabet ind i det nye år.

I første kvartal brugte Norwegian knap en milliard kroner på brændstof alene. Udgifterne hertil repræsenterer 37 procent af de samlede driftsudgifter.

Og så er første kvartal traditionelt lavsæson for mange luftfartsselskaber.

Men meget tyder på, at Norwegian - lige som mange andre i luftfartssektoren - kommer til at gå en rekordsommer i møde.

Det mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

- Norwegian er et sted, hvor man står og kigger ind i nogle kvartaler, som ser ud til at blive rigtig gode. Der er meget høj rejselyst i øjeblikket, siger han.

- Man går måske ikke en rekord i møde, når der måles på antallet af passagerer, men det gør sig derimod gældende, når vi taler indtjening - billetpriserne er nemlig steget meget det seneste år.

- Indtjeningsmæssigt skulle det også gerne hjælpe, at brændstofpriserne kommer ned på et lavere niveau.

/ritzau/

Andre læser også

Kong Charles genoptager dele af sine forpligtelser Kongens første forpligtelse sammen med dronning Camilla bliver besøg i et kræ... Læs mere
Undersøgelse af Nordic Waste udløser millionregning Statens undersøgelse af jordskredssag har stået på siden januar. Det er uklar... Læs mere
Biden: Jeg vil med glæde møde Trump i tv-debat Udtalelserne om en eller flere tv-dueller er de hidtil mest klare fra den amerik... Læs mere
Tredje gang på tre år: USA's styrker træner på dansk grund USA har endnu en gang anmodet om at træne på Bornholm, og det har regeringen s... Læs mere