Nyheder

fre, 12 maj 2023

Elon Musk sætter navn på egen efterfølger som chef for Twitter

CES 2020: NBCUniversal Keynote (Damairs Carter/Ritzau Scanpix)

Linda Yaccarino bliver administrerende direktør i selskabet Twitter, der står bag det sociale medie af samme navn.

Det skriver Elon Musk på netop Twitter.

Hun overtager posten efter rigmanden og iværksætteren Elon Musk, der siden han købte Twitter sidste år, har bestredet samme post i virksomheden.

- Linda Yaccarino vil hovedsageligt fokusere på driften af virksomheden, mens jeg kommer til at fokusere på produktdesign og nye teknologier.

- Jeg ser frem til samarbejdet med Linda, når vi skal transformere denne platform til X, appen for alt, skriver han i tweetet.

Torsdag aften kom det frem, at Elon Musk havde ansat en ny, kvindelig direktør til Twitter. Fredag har han - efter rygterne har svirret det meste af dagen - sat navn på den nye direktør.

Den nye direktør kommer fra en chefstilling i det amerikanske mediehus NBC.

Det kom i løbet af fredag frem, at hun havde opsagt sin stilling i mediehuset, og flere kilder har i løbet af dagen fortalt, at hun forlod stillingen til fordel for jobbet hos Twitter.

De seneste syv måneder - siden Elon Musk købte Twitter - har været tumultariske, og der har blandt andet været store fyringsrunder.

Desuden har der været kritik af, at Elon Musk har gjort det muligt at købe sig til en verificeret profil.

Netop det, at man kan købe sig til det blå flueben, har flere gange været udnyttet af personer, der har givet sig ud for at være nogen, de ikke var.

Det skete blandt andet for den amerikanske virksomhed Eli Lilly, da en bruger gav sig ud for at skrive for virksomheden og proklamerede, at virksomheden ville sætte prisen på insulin meget ned.

Torsdag lød det fra Elon Musk, at den nye administrerende direktør starter om cirka seks uger.

Elon Musk sidder stadig på posten som formand i Twitters bestyrelse.

/ritzau/

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere