Nyheder

tor, 25 maj 2023

Salling Group lukker Basalt efter syv måneder

Lavprissupermarkedet Basalt er åbnet i Aarhus (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Salling Group har besluttet at lukke Basalt-kæden, syv måneder efter de første butikker åbnede.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

Alle butikker lukker i løbet af de næste måneder og to planlagte butiksåbninger i Nakskov og Greve bliver annulleret.

Salling Group åbnede Basalt i oktober sidste år for at imødegå de stigende priser.

- Da vi skabte Basalt, så verden anderledes ud, end den gør i dag. Heldigvis er energipriserne faldet, og vi ser lysere på inflationsudviklingen, end vi gjorde for et år siden, siger Henrik Nielsen, kædechef i Basalt, til Avisen Danmark.

Kæden har kun de mest basale dagligvarer på hylderne. Derudover er der ingen køle- og frysevarer. Det skulle holde udgifterne til energi nede.

Der er siden oktober åbnet 11 Basalt-butikker. De ligger på Sjælland, Fyn og i Jylland ifølge Basalts hjemmeside.

Allerede da de første butikker åbnede i oktober lød meldingen fra Per Bank, topchef i Salling Group, at det var forbrugerne, der skulle afgøre, hvor langt konceptet kom til at række.

Og forbrugerne har tilsyneladende ikke lagt tilstrækkelig mange kroner i butikkerne til, at konceptet kan løbe rundt.

- Som sædvanlig kommenterer vi ikke omsætningen, men det er klart, at vi ikke har lavet en rentabel forretning, siger Henrik Nielsen til Avisen Danmark.

- Det kan ikke gøres op i kroner og øre, for vi har fået mange læringer, som vi fremover kan bruge i Salling Group.

/ritzau/

Andre læser også

Partier vil ikke støtte grønlandske søsterpartier økonomisk Grønlandsk lov om forbud mod udenlandske donationer fastholdt mulighed for dans... Læs mere
Eksperter sår tvivl om regeringens årsag til at udskyde fiskeriafgift Ifølge fiskeriminister Jacob Jensen har CO2-afgift på fiskeri medført betydel... Læs mere
Nyt parti melder klar til grønlandsk parlamentsvalg Partiet Qulleq arbejder blandt andet for grønlandsk selvstændighed. Partiet bl... Læs mere
Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere