Nyheder

man, 12 jun 2023

af Mikkel Preisler

Schweizisk storbank gennemfører køb af kriseramt rival

FILE PHOTO: Buildings of Swiss banks UBS and Credit Suisse are seen on the Paradeplatz in Zurich (Denis Balibouse/Reuters)

Den schweiziske storbank UBS har mandag gennemført købet af den tidligere rival Credit Suisse, der tidligere på året bukkede under.

Det fremgår af en udtalelse, der er bragt i avisen Neue Zürcher Zeitung.

Med den ventede fusion er der blevet skabt en gigant i den schweiziske banksektor. UBS kommer således til at have en værdi på 1600 milliarder dollar - svarende til godt 11.000 milliarder kroner.

- Det her er starten på et nyt kapitel - for USB, for Schweiz som centrum i finansverdenen og for den globale finansindustri, siger UBS' administrerende direktør, Sergio Ermotti, og bestyrelsesformand Colm Kelleher.

UBS gik tidligere på året med til at overtage den kriseramte bank Credit Suisse for tre milliarder schweizerfranc - cirka 22,8 milliarder kroner.

UBS ventes at tjene udgiften mange gange ind igen alene gennem Credit Suisses schweiziske bankforretning. Det skriver MarketWire.

Købet af Credit Suisse blev sat i gang, efter der blev sået stor usikkerhed omkring bankens fortsatte virke.

I løbet af 2022 var banken ude for en stor indlånsudstrømning, da kunderne trak deres penge ud.

Credit Suisse havde dog penge nok på bankbogen til, at de ikke stod i en så usikker position, at der var risiko for kollaps inden for den nærmeste fremtid.

Men efter amerikanske Silicon Valley Bank gik nedenom og hjem netop på grund af udstrømning, skulle der ikke så meget til, før Credit Suisses aktiekurs tog sig nogle massive svingture, som primært gik nedad.

Den 15. marts florerede en video på sociale medier med formanden for storaktionæren Saudi National Bank. Han fortalte, at de ikke ville spytte flere penge i den schweiziske bank.

Samme dag tabte Credit Suisse-aktien mere end 30 procent af sin værdi.

Ud over at være Schweiz' andenstørste bank var Credit Suisse også kendt i offentligheden for at have haft en del kontroversielle sager.

I nyere tid har det især været skattely-overførsler, som har bidt banken i hælene.

/ritzau/

Andre læser også

Dansk model for investeringer i Ukraine skal udvides om kort tid Ved at sende penge til Ukraine, som selv producerer våbenudstyr, kan det nå fr... Læs mere
Siumut vælger ny permanent formand inden sommer Siumuts formand trak sig onsdag. Indtil ny vælges på generalforsamling ledes p... Læs mere
Rapport: Offentligt ansatte misbruger stilling i æresrelaterede konflikter En forundersøgelse fra Mærk beskriver 25 episoder, hvor offentligt ansatte har... Læs mere
Múte B. Egede indkalder partiledere efter Trump-udtalelse: Nok er nok Afvisning af Trump skal skærpes, mener Grønlands fungerende regeringsleder, so... Læs mere