Nyheder

lør, 17 jun 2023

Spansk startup afbryder opsendelse af rumraket i sidste øjeblik

(Pld Space/Reuters)

Den spanske startupvirksomhed PLD Space måtte tidligt lørdag afbryde opsendelsen af sin genbrugelige rumraket "Miura-1" i sidste øjeblik.

Opsendelsen fra Huelva i det sydlige Spanien blev droppet, efter at nedtællingen nåede nul.

Efterfølgende kunne man se røg og flammer skyde ud fra siden af affyringsplatformen.

Der er umiddelbart ikke blevet givet en forklaring på driftsafbrydelsen, der tilsyneladende ikke beskadigede rumraketten.

Opsendelsen fra et militært luftfartscenter ville have været den første af sin slags i det vestlige Europa.

Rumraketten, der er navngivet efter en race af kamptyre, er lige så høj som en treetagers bygning og har en lagerkapacitet på 100 kilo.

Den er udviklet som led i Europas mål om selv at kunne sende mindre satellitter ud i rummet.

I slutningen af maj blev et lignende forsøg også afbrudt. Dengang på grund af stærk vind.

Lørdagens tilbageslag kommer, blot få timer efter at den sidste opsendelse nogensinde af Europas største rumraket, "Ariane 5", blev afbrudt i Kourou i Fransk Guyana.

Det skyldes ifølge operatøren, Arianespace, opdagelsen af en risiko i forbindelse med en kritisk funktion i raketten.

Nu vil man undersøge mulighederne for den næste opsendelsesdato.

Med udfasningen af "Ariane 5" efterlades Europa uden sin egen adgang til rummet i flere måneder på grund af forsinkelsen af rumrakettens efterfølger, "Ariane 6".

Den mindre rumraket "Vega-C" har imidlertid fået flyveforbud efter en mislykket opsendelse i december.

På samme tid har Rusland tilbagetrukket adgangen til sine ikoniske Soyuz-bæreraketter på grund af uenighed med Europa som følge af invasionen af Ukraine.

Den Europæiske Rumorganisation (Esa) har i stedet overført to opsendelser til Elon Musks SpaceX, heriblandt næste måneds opsendelse af rumteleskopet Euclid, der har til formål at udforske det mørke univers.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Den japanske yen er på laveste niveau i 33 år En svag japansk økonomi betyder, at den japanske yen har mistet en tredjedel af... Læs mere
Nedskrivninger på dansk brevforretning giver minus i PostNord PostNord opnåede et driftsresultat på minus 463 millioner svenske kroner i and... Læs mere
Aktiesparekontoen er mere populær end nogensinde Rekordmange har i år oprettet en aktiesparekonto. Det samlede antal er på vej ... Læs mere
Netflix trækker otte millioner nye kunder ind i butikken Kvartalsregnskab fortæller, at Netflix nu har i alt 277,7 millioner abonnenter.... Læs mere
Rockwool opjusterer forventninger efter godt kvartal Rockwool oplever vækst og godt salg på flere markeder, herunder i Nordamerika ... Læs mere