Nyheder

fre, 12 maj 2023

Tesla tilbagekalder over en million biler i Kina

China Tesla (Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix)

Elbilproducenten Tesla tilbagekalder 1,1 million biler i Kina på grund af en fejl i bremsesystemet.

Det skriver det amerikanske medie Bloomberg med henvisning til den kinesiske statslige myndighed for markedsregulering.

Det svarer til næsten alle Teslas solgte biler i Kina, skriver Bloomberg.

Tilbagekaldelsen omfatter biler, som er blevet produceret i Shanghai fra januar 2019 til april i år. Derudover omfatter det også en del af de biler, som er blevet importeret.

Bremsefejlen relaterer sig til Teslas bremsesystem, hvor den energi der skabes, når bilisten tager foden fra speederen, kan være med til at oplade batteriet.

Fejlen har blandt andet betydet, at chaufførerne ikke er blevet advaret, når de har trådt for længe på speederen, skriver Bloomberg.

Tesla vil implementere en softwareopdatering i bilerne, som skal rette fejlen.

Med opdateringen vil chaufføren få mulighed for at justere bremsesystemets intensitet, og bilen vil give besked, når der er trykket længe på speederen.

Ifølge Bloomberg har Tesla solgt omkring 1,13 millioner biler i Kina siden 2014. Mediet henviser til data fra China Automotive Technology and Research Center og Bloomberg Intelligence.

Problemer med Teslas acceleration og bremser har tidligere mødt kritik i Kina.

I 2021 kravlede en Tesla-ejer op på en udstillingsbil ved en bilmesse i Shanghai. Fra toppen af bilen råbte hun ifølge Bloomberg, at hendes far næsten havde mistet livet, fordi bremserne i den bil, han kørte, svigtede.

Tesla var efterfølgende ude og undskylde uden dog at erkende, at der var tale om en fejl i bilerne, skriver mediet.

Sidste år solgte Tesla 1,3 millioner elbiler på globalt plan. Ifølge Bloomberg kom 711.000 af dem fra fabrikken i Shanghai.

Selskabet forventer, at levere 1,8 millioner biler i år.

/ritzau/

Andre læser også

Telia Danmark bliver til Norlys Mobil næste år Mobilkunder hos Telia Danmark vil fremover se et nyt navn øverst i displayet. N... Læs mere
Moderaterne tabte armlægning i regeringen om lukkede regioner Fire regioner består trods Moderaternes valgprogram om at lukke regionerne. Par... Læs mere
Regioner om sundhedsråd: Afgørende at de bliver effektive Regeringen foreslår nye sundhedsråd. De skal være effektive, mener regionerne... Læs mere
Danske Bank indgår millionforlig i fransk udløber af hvidvasksag Estisk hvidvasksag har allerede kostet Danske Bank over 15 milliarder kroner. Nu... Læs mere
Klimarådet ser ikke et nyt vindeventyr lige om hjørnet Skal vi være førende på andre klimateknologier end vindmøller, kræver det i... Læs mere