Nyheder

tir, 20 jun 2023

af Mikkel Preisler

To topchefer i Region Midtjylland siger op efter kræftsag

COP13517 Region Midtjylland holder doorstep på Aarhus Universitetshospital (Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Regionsdirektør Pernille Blach Hansen og lægefaglig koncerndirektør Helene Probst fra Region Midtjylland har begge sagt deres stilling op.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Opsigelserne kommer, i kølvandet på at DR har kunnet afdække, hvordan patienter har ventet for længe på kræftbehandling på Aarhus Universitetshospital (AUH).

I alt 313 patienter ventede for længe i perioden fra januar 2022 til og med februar i år.

Pernille Blach Hansen og regionens vurderingskomité fik i slutningen af maj "en stærk kritik" af Forretningsudvalget i Region Midtjylland for håndteringen af de whistleblowerhenvendelser, der kom om forholdene på mave-tarm-kirurgisk afdeling på AUH.

Hun havde tidligere beklager, at der ikke blev reageret hurtigere.

I et opslag på LinkedIn nævner Helene Probst selv sagen som en del af begrundelsen for hendes opsigelse.

- Sagen om maksimale ventetider handler om alvorlige fejl. Men den handler også om et presset sundhedsvæsen. Den handler om, hvad der sker når økonomi, ressourcer og professionelt overskud ikke længere hænger sammen, lyder det blandt andet.

Helene Probst var tidligere vicedirektør i Sundhedsstyrelsen og kom til Region Midtjylland i januar. I maj blev hun sygemeldt med symptomer på stress.

Pernille Blach Hansen har været den øverste chef for regionen i mere end fire år.

Hvad der skal ske med de to stillinger skal nu drøftes i regionens forretningsudvalg, oplyser regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

- Jeg er ked af begge opsigelser. Der er tale om to kompetente og vidende ledere, siger han i pressemeddelelse.

Kræftsagen kostede tidligere på året to direktører på AUH jobbet, da hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen blev fyret.

Et år forinden var koncerndirektøren i Region Midtjylland også blevet fyret efter sagen om amputationer, der kunne være undgået.

En af de to afløsere for koncerndirektøren var Helene Probst, der altså nu også er fortid i regionen.

/ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere
Konservative : Danmark skal have en sproglov Forsker : Det vil ingen effekt have på det sprog vi snakker til dag Læs mere