Økonomi

tor, 04 maj 2023

af Mikkel Preisler

Centralbankchef: Jeg kan ikke redde økonomien fra gældskrise

Federal Reserve (Carolyn Kaster/Ritzau Scanpix)

Det er usandsynligt, at den amerikanske centralbank kan komme USA's økonomi til undsætning, hvis ikke det lykkes politikere at hæve gældsloftet.

Det siger centralbankens chef, Jerome Powell, onsdag på en pressekonference ifølge Reuters. - Ingen skal gå ud fra, at centralbanken kan beskytte økonomien, det finansielle system og vores globale ry fra den skade, det vil medføre. Hans kommentarer kommer, efter at centralbanken onsdag hævede den toneangivende rente med 0,25 procentpoint til et interval på 5,0 til 5,25 procent. Samtidig falder de midt i, hvad nogle frygter kan blive en politisk og økonomisk krise. For USA's statskasse har i øjeblikket tændt for nødgeneratoren, efter at landet ramte sit gældsloft på 31,4 billioner i januar. Siden er der blevet indført forskellige ekstraordinære foranstaltninger, så USA fortsat har kunnet finansiere regeringens aktiviteter. Men tiden er ved at rende ud. Mandag advarede USA's finansminister, Janet Yellen, at statskassen kan blive lammet 1. juni, hvis ikke en løsning falder på plads. Det kræver, at de demokratiske og republikanske politikere kan blive enige om, præcis hvad der skal ske. Politikerne skal dog ikke komme til Jerome Powell for rådgivning. - Vi giver ikke råd til nogen af siderne. Vi vil bare pointere, at det er meget vigtigt, at det bliver gjort, siger han ifølge Reuters. Gældsloftet er udtryk for det beløb, som den føderale regering har mandat til at låne. Det bliver ofte hævet uden de større problemer. Republikanerne har truet med at blokere for, at loftet hæves, hvilket kan betyde, at USA må misligholde sine gældsforpligtelser. Og det må for alt i verden ikke ske, lyder det fra Jerome Powell. - Vi burde ikke engang tale om en verden, hvor USA ikke betaler sine regninger. Det burde bare ikke blive en ting, siger han ifølge Reuters. /ritzau/

Andre læser også

Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere
Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere
Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere