Økonomi

tir, 16 maj 2023

Regeringen løfter sine forventninger til væksten i 2023

Statsministeriet afholder pressemøde om status på coronasituationen (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Regeringen afblæser ikke endeligt den økonomiske krise, men afmatningen forventes i år at blive mildere, end man tidligere har frygtet.

Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse, der skal præsenteres onsdag formiddag. Det erfarer Ritzau.

- Inflationen er på vej ned, og der er sket en bedring i tillidsindikatorerne fra det lavpunkt, som blev nået sidste efterår, lyder det i redegørelsen.

- Hovedscenariet er en blød landing, hvor den økonomiske aktivitet gradvist kommer tættere på det strukturelle niveau, som er foreneligt med en stabil pris- og lønudvikling.

Regeringen forventer en vækst i bruttonationalproduktet (bnp) på 0,6 procent i år.

Så sent som i marts forventede den en vækst på 0,2 procent i 2023.

Til sammenligning voksede bnp med 3,6 procent sidste år.

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Det er fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V), der efter planen skal præsentere den økonomiske redegørelse onsdag formiddag.

Her får hun blandt andet muligheden for at nævne, at regeringen også ser lysere på udviklingen i beskæftigelsen, end den tidligere har gjort.

I år ventes beskæftigelsen at forblive på samme niveau, som man så sidste år. Først i 2024 ventes den at dale en anelse - dog fra et rekordhøjt niveau.

Efter et år med stigende renter og høj inflation har mange privatforbrugere set deres realløn dale.

Reallønnen betegner, hvad lønmodtagerne reelt får ud af deres indkomst. Hvis reallønnen stiger, kan forbrugerne få mere for deres løn end tidligere.

Hvis man skal tro den økonomiske redegørelse, vil de centrale overenskomster på arbejdsmarkedet dog få danskernes økonomiske råderum til at vokse på ny allerede fra i år.

- Og det meste af reallønstabet i 2022 kan være indhentet i løbet af 2024, forudser regeringen.

Det vil formentlig være med til at holde hånden under boligpriserne, der fra næste år kommer til at stige igen, lyder det videre.

Inden da skal man dog forvente yderligere prisfald i løbet af den resterende del af 2023.

/ritzau/

Andre læser også

Regeringen vil spare tre milliarder i nyt beskæftigelsesudspil Som varslet vil regeringen nedlægge jobcentre for at spare tre milliarder krone... Læs mere
Mærsk vil købe egne aktier for mere end 14 milliarder kroner Fredag indleder Mærsk første fase af aktietilbagekøbsprogram. Første fase lÃ... Læs mere
Nedslidte russiske tankskibe skal kontrolleres ved Skagen Nedslidte tankskibe kan fremover blive tilbageholdt af danske myndigheder gennem... Læs mere
Kørselstjenesten Uber mere end fordoblede sin indtjening i 2024 Investorerne i Uber er utilfredse, selv om selskabet ifølge topchefen har haft ... Læs mere
Folketinget mindes ofre i Sverige med et minuts stilhed Ud over at aflyse de officielle flagdage bliver ofrene for skoleskyderiet i Öre... Læs mere