Politik

tir, 13 feb 2024

Biden: Trumps Nato-udtalelser er dumme og skamfulde

USA's præsident, Joe Biden, sendte tirsdag en indtrængende opfordring til Repræsentanternes Hus om ikke at blokere for den milliardhjælp, Ukraine har brug for.
Jim Watson/Ritzau Scanpix USA's præsident, Joe Biden, sendte tirsdag en indtrængende opfordring til Repræsentanternes Hus om ikke at blokere for den milliardhjælp, Ukraine har brug for.

USA's præsident, Joe Biden, retter en kraftig kritik mod sin umiddelbare forgænger på posten, Donald Trump, og republikanerens "dumme" og "skamfulde" trusler om Nato.

Det udtaler Biden tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Trump har sagt, at i tilfælde af et angreb fra Rusland bør USA kun komme de Nato-medlemmer til undsætning, der har betalt deres andel af bidragene til den vestlige forsvarsalliance.

- Det er dumt. Det er skamfuldt. Det er farligt. Og det er uamerikansk, siger Biden.

Han tilføjer, at en splittelse mellem Natos medlemslande kun gavner Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Trumps udtalelse understreger ifølge præsidenten blot vigtigheden af at give økonomisk støtte til Ukraine.

- Der stod allerede meget på spil for amerikansk sikkerhed, inden denne pakke blev vedtaget i Senatet i aftes, siger Biden.

- Men i de seneste dage er der kommet endnu mere på spil. Det er fordi, at den tidligere præsident har sendt et farligt og chokerende, faktisk uamerikansk, signal til verden.

Biden gentager sin opfordring til den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, om at lade en hjælpepakke til Ukraine komme til afstemning i kammeret.

Hvis USA ikke hjælper sin allierede i krigen mod Rusland, vil historien dømme det hårdt, siger Biden.

- Hvis vi fejler i at hjælpe Ukraine på dette afgørende øjeblik, vil det aldrig blive glemt, siger præsidenten ifølge AFP.

I forvejen har et flertal i USA's Senat stemt ja til milliardpakken.

Pakken er på 95 milliarder dollar, hvoraf de 60 milliarder er til Ukraine. Resten er først og fremmest til Israel og Taiwan.

Men Trump har bedt Republikanerne i Kongressen om at stemme imod pakken, og den risikerer dermed at blive nedstemt i Repræsentanternes Hus, hvor Trumps partifæller har flertal.

Politiske iagttagere mener, at Trump vil foretrække at gøre milliardhjælpen til Ukraine til et tema i valgkampen op til præsidentvalget i USA i november.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Moderaterne får påbud af Arbejdstilsynet efter dårligt miljø Et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne fører til, at partiet får et påbud af... Læs mere
Faldende inflation i eurozonen baner vej for ny rentesænkning Inflation i eurozonen har pil ned, og det skaber rum for flere rentenedsættelse... Læs mere
Lavere renteindtægter og millionforlig trækker Nordeas indtjening ned Nordeas indtægter fra renter er faldet en procent i tredje kvartal. Det samlede... Læs mere
Karantæneordning til rockere på førtidspension er aldrig blevet brugt En ifølge Ane Halsboe "fornuftig ordning" om karantæne til rockere på ydelse ... Læs mere